De små hvide sværmere flyver lydløst rundt
i nærheden af lygten udenfor i natten,
det er som om,
de hilser fra dig
i håbløse forsøg
på at få mig til at huske.
Men det kan jeg godt.
Det er bare så længe siden,
men hvis jeg tænker rigtigt,
så jeg rammer dig der,
hvor du er,
kan jeg mærke din glæde,
fordi du har ventet så længe
på at komme hjem
alligevel.
Det var så koldt den nat,
og jeg var så træt,
i tvivl om alt muligt ondt,
og du havde det så dårligt,
og du var så gammel,
dit syn tog fejl,
du troede,
at skraldespanden var en fremmed mand,
så ligesom du var rasende på rævene,
snerrede du af ham der ikke var der.
De små hvide sværmere fortæller
alt igen.
Det var så koldt.
Det var så ondt.
Og jeg var så træt.
Du, min lille hundesøn,
og jeg har aldrig glemt dig,
som jeg var din mor,
og du min søde vogter.
Nattens stjerneture,
hvor der altid var fred under den store vinter himmel,
overtræksbukser, sne og frost,
og varme støvler,
og den store sommermåne
over huset,
når vi vendte hjem.
Nattens sværmere er hvide,
deres lille lydløse flagrende verden,
de var der,
den nat du sov ind i evigheden under træet
i kurven med dit tæppe,
og ræven listede forbi den morgen,
jeg puttede dig ned i jordens seng,
så dybt jeg kunne,
og lagde et brev under stenen.
Det var så koldt den nat,
det var så ondt,
og vi var så trætte.