Jeg vinker ikke,
jeg drukner;
holder vejret,
øjnene lige netop
over overfladen.
Ingen redningsmænd,
ikke engang mig selv
denne gang.
Jeg drukner ikke,
jeg vinker og smiler,
som Strunges kamæleon
der changerer i farver og kulør,
og hurtigt glemmes igen,
for uden ilt og indtryk,
der giver luft og liv,
kan jeg ikke ånde frit.
Jeg drukner,
kvæles langsomt uden ilt,
knuses under tyngden
af tidens trends;
et ocean af ligegyldigheder;
ingen tegn på
intellektuel stimulans,
ikke engang fra mig selv.
Jeg vinker ikke,
jeg drukner
alt for langsomt.
Holder vejret på Havets Bund.