Der er vel efterhånden gået 5 år siden jeg var her sidst, så tidens tand har tygget sig igennem de fleste af mine minder om Amagerbrogade. Enkelte erindringer har ætset sig fast som sorte silhuetter på betonvæggene
i min hukommelses ekkokammer - aftryk af byens dunkle og snoede gader og af deres mange historier.
De fleste minder er opløst af nattens nytårsdruk...
...så København er en kende porøs i dag,
men byen omfavner mig alligevel
i sin velsmurte infrastruktur;
stålsatte stålrammer
og rigide jernbanespor,
moderne pendling
til lyden af krystalklare reklamestemmer
der fortæller om
hvad du allerhelst skal misbruge din slavetjente løn på
- foruden et hav af odiøse infomercials.
Jeg stinker langt væk
af livslange selvbebrejdelser,
skyldfølelse og bitterhed,
og i den dugfriske luft,
her på årets første morgengry,
er det alt for let at opsnuse
at det er mit forkvaklede sind der står for fald,
når man ser hvordan uroen slår revner i min pandelap.
Linjerne begynder at sprække
da jeg med forvrænget grimasse ønsker "godt nytår"
til en person der passerer mig med en øl i hånden;
mit skulende smil flyder over af fordærv,
mens den bitre smag af forrådnelsen
skummer i mine mundvige.
Fra stregerne der kan trækkes fra
mine nedsunkne øjenbryn
kan man let spore sig tilbage til en tid
jeg bare allerhelst fortrænger.
Stanken af mit eget fordærv
vil helt sikkert forråde mig inden længe;
helvedshundene har allerede fået færden af mig...
...og så åbner den uvidende stålmaskine alligevel sit gab,
griber fat i mig og suger mig ind
i sin hvidklædte uvidenhed,
tygger på min alt for optrævlede hjerne
og spytter mig ud igen,
da den opdager at jeg nu til dags
smager for bittert og fremmed.
Jeg vælter endeløst gennem de velkendte omgivelser
af smuldrede bygninger
og ruiner af goldt murværk,
i bedste fald noget eklektisk arkitektur,
der alligevel kun huser
de udhulede og tomme skaller
af udtryksløse mennesker.
Jeg styrter ned gennem alle min histories mange lag;
fra hvem jeg ellers efterhånden
var blevet sikker på at jeg var som person,
tilbage til en fjern tid
fyldt med fortællinger
om et næsten mytisk heltepotentiale
hvor "verden er for dine fødder, du kan lige hvad vil,
og kun fantasien kan sætte grænser"...
...men heltemodet voksede sig aldrig helt stort nok
til at jeg kunne smede den der fornødne tapperhed
der selvfølgelig skal til for at erobre verden
og overvinde dens uretfærdigheder.
Sjælekvalt, gennem de blodigeste kampe,
mistede jeg nok fuldstændigt synet af alle de drømme der engang stod som fundamentet af den her fæstning,
som nu kun rummer de kedelige beretninger
om alt hvad der kunne have været,
men mest af alt beretningerne
om den forventede omlægning
og omstilling af min indstilling,
der jo bare skal rumme noget mere forandringsparathed
og om de mange håbløse "kom så, du kan godt!"
til ekkoet af socialrådgivernes kampråb:
"Hvorfor prøver du ikke igen?
Du er ung og klog!"
Men kunne der overhovedet have været et andet udfald
end at jeg skulle tabe slaget
og efterlades på dødens rand
i efterspillet af slagmarkens blodsudgydelser,
klar til gribbenes ådsels-gilde
af mit gennemrådne korpus?
Nu er jeg blevet krigsveteran i mit eget tankespind
med en lidt for selvskadelig smag
for de endeløse vandringer
gennem de alt for uendelige skyttegrave
fyldt af de ufærdige værker
og uafsluttede
projekter,
kreative
ideer og påfund
der i deres
ufuldstændighed
kun giver næring til det mørkeste mulm
og tomrum i mit sind,
hvor inspirationens gudinder vel engang må have sået deres absolut eneste frø;
men træet får jo intet varme eller lys
her i det kulsorte dyb,
og jeg har endnu ikke fundet den fakkel
der kan kaste lys i mit sinds dunkle og snoede gange
uden at antænde alle de dampe
der gennemsyrer luften
med den alt for flygtige inspiration og motivation;
flammerne brænder altid for hurtigt,
ihærdigt
og med sultent ildhu
mens de fortærer hvert et ord og hver en sætning
om og om igen,
atter og atter igen;
ordene falder mig ind med legende lethed
og sætningerne er totalt klichéprægede,
så meningen fordufter for hurtigt,
men jeg er opslugt af et øjebliks lykke
og helt forblændet af den type glimt
kun skrivekunsten kan fremmane;
de mest gyldne og grønne skove,
udsigt over storslåede bakkelandskaber
kærtegnet af naturens allermest idylliske melodi;
sanglærkernes symfoni
der vækker den dybeste hjertensfryd;
samtlige sjælestrenge slået an i harmoni,
mens den fredfyldte hymne
giver ekko i det kuperede terræn...
...og så kvæler den dybeste stilhed som altid
de salige morsomheder
og den ibenholt-sorteste nat
sænker sig endnu engang dystert og evigt;
historien gentager sig altid helt til kvalmegrænsen,
og selv valkyrierne har for længst forladt min fæstning;
alligevel vandrer jeg endeløst rundt
i de bælgmørke og gudsforladte korridorer,
virkelighedsfjern,
og i min stygiske helveds-beretning,
hvor siderne alt for ofte er efterladt tomme
for historier
og mæle;
de er vedvarende tavse og helt stumme,
men det er jo mig selv der efterlader dem
helt uden stemmer og ord,
selvom de hyler hengivent
efter min kontakt og kærlighed.
Måske skulle jeg i stedet bare finde en gold mur i København, hvor jeg med graffiti kunne skrive: "Jeg var her!". Det er trods alt en meget nemmere måde at sætte sit aftryk på verden på.