Hvis vores blikke en dag mødes
henover de opdækkede bordes festligheder
på den her café i det sydlige Frankrig,
så er jeg ikke sikker på vi ville genkende hinanden;
du har jo nok forandret dig, er blevet ældre
og er nu kun et sagnomspundet væsen i min tåbelige fantasi.
Skulle vores blikke en dag mødes
på tværs af tidens stigende oceaner,
henover årene der fortsat skyller ind over os,
så kan jeg næppe finde modet til at trodse bølgernes rasen
udelukkende på baggrund af en uhåndgribelig genkendelighed,
som jeg alligevel ikke helt kan placere.
Selvom jeg alt for ofte har set dig i mine drømme
gør hver vemodig drøm blot dit ansigt atter mere sløret;
vel nok snart så utydeligt at det går i ét med havets rutiner:
tidevandet og de underliggende strømme,
der adskiller os med stadigt flere og flere timer,
dage og måneder; sågar vel snart to årtiers uendelighed.
Hvis vores blikke en dag mødes
henover kløftens tiltagende dyb,
der lidt for ofte drager min tungsindighed,
vil jeg nok knibe øjnene sammen,
fokusere erindringens slidte linse
og overveje hvor jeg mon har set dig før;
måske i mine drømme eller bare på en tilfældig fransk café.
Når vores blikke så en dag mødes
midt i fortællingen om en næsten glemt tid
i sensommeren i det sydlige Frankrig,
så ved jeg ikke om du genkender mig længere,
for jeg har jo nok forandret mig, er blevet ældre;
har mistet og genfundet mig selv atter og atter igen.
Så jeg rejser mig fra mit bord for at forlade caféen,
fortryder godt og vel alt i mit liv,
fortsætter mod udgangen og ser mig ikke bagud,
men en dag kommer jeg nok til at tænke
på alle de dele jeg har mistet af mig selv gennem årene
og går vel tilbage til caféen i håb om at vores hænder mødes,
mens vi begge leder i deres kasse med glemte ting og sager.