Jeg kunne lige så godt have været Strunges kamæleon,
smiler på kommando, virker åben og udadvendt,
changerer i farver og i kulør,
men dør gradvist og alt for langsomt
i gråtonernes jerngreb.
Jeg vil være et tidløst design;
det er der jeg har allermest hjemme,
og det er der jeg er allermest tilpas i mig selv,
men jeg er et urmenneske i udu;
faret vild i den forkerte epoke.
Jeg kunne også være mine drømmes bannerfører;
ingen rammer eller tid der binder mig eller min fantasi,
men jeg har i stedet kun moderne teknologi
i mine hænder;
løber tør for tid,
dør for langsomt, changerer kun i sort og hvid.
Jeg er vel nok alligevel lige dér på kanten,
ofte parat til at tage springet...
...jeg er altid klar til de nyeste påfund,
forventningsfuld, utålmodig og naiv,
men jeg har jo heller aldrig fået lov til andet
end at være 10 år gammel,
og der er andre der vil bestemme.
Så selvom jeg selv ved bedst hvad der er bedst for mig,
skal jeg dø for langsomt, gråt og livløst.
Jeg skulle have være et tidløst design,
men jeg har haft mekaniske fejl i overgangsfasen
til den digitaliserede verden,
og de er stadig ikke blevet udbedret;
en forvildet forgangsmand,
der til tider er teknologisk med på moden;
men det er 2001 og det er også stadig 1996,
det er september 2002 og det er den 4. januar 2004,
og jeg er overhovedet ikke tidløs.
Jeg er af tandhjul og tændvæske,
men gnisten er nu trådløs og digital.
Jeg er gamle forældede ledninger;
lever elektrisk og for hurtigt,
dør altid alt for hektisk.
Jeg opfatter for langsomt og analogt,
og lever stadig alt, alt for analogisk
med resten af en fucking opløst verden
fuld af uoplyste pikhoveder.
Jeg burde have været tidløs og uopløselig,
og ikke en uforløst og middelmådig mand
midt i 30'erne,
der forsøger at rime sit hjerte på sin hjerne,
når jeg jo for fanden godt ved
at jeg ikke er typen der skriver rim og remser;
Så i den dybeste verdensvrede,
selvvrede og weltschmerz
vrider jeg endnu engang mit sind
for at finde den sidste dråbe af det der urmenneske
der eksisterer udenfor alle vores fysiske rammer og tid,
så han kan tilgive mig min uduelighed,
selvom den umuligt har kunne være min egen skyld.