Tågen fylder landet med sin brune dis,
mit humør går hele tiden ned af bakke.
Ked af det.
Kyndelmissen står ikke sin knude endnu.
Vinteren er lang.
Jeg bliver så deprimeret over den krig
der er startet i Europa,
så ked af al dens uforstand.
Alligevel følger jeg med på skærmen som i aften,
hvor statsministeren blev den tydelige løgnhals,
jeg godt vidste,
hun var.
Hvad er det, for et land jeg bor i ?
Hvad er vi for en flok,
hvor næsten ingen reagerer,
når de vil stjæle penge fra store bededag
til en krig der ingen ende har ?
De fleste går i skalkeskjul
og bliver som alle dem,
de tror, de andre er.
Måske er det kun mig
der står tvivlrådig
og deprimeret tilbage
og føler mig udenfor.
Dømt til undergang,
dømt til det digitale univers,
og dømt til en tidlig død,
fordi jeg ikke ved,
hvor jeg skal kæmpe.
Flov over at være dansk
spræller jeg i nettet
og kan ikke komme ud.
Den brune kolde tåge fylder landet,
mens de transporterer tunge våben
dybt ind i nabolande.