Der styrter blod ned ad byens mure og det flyder i gaderne. En dæmon af had, grådighed og vrede, vil have herredømme over det han mener tilhører ham! Soldater fra begge sider er spredt og udtværet over by og land, og når det hele er over, er der ingen, ingen, der har opnået noget som helst, andet end ødelæggelser, endnu mere had, sorg og smerte.
Der har længe været raslet med sablerne, men næsten ingen havde forventet krig i Europa. Nu vandrer de sultende de fordrevne mængder, millioner er på flugt fra udslettelsen kår, fra slagmarkens rædsler og farer. Kvinder børn og gamle mænd flygter fra de brændende, bombede byer med geværild på torve og gader. Mænd imellem 20 og 60 må blive tilbage og kæmpe mod overmagten i disse dage.
Fra ruiner i byernes bo vakler mennesker fra kamppladser nu øde med rester af det, der engang var et hjem. De går en uvis fremtid i møde. Medens de går væk ser de missilernes kvælende røgskyer bag husenes nu ødelagte facader og hører bragene omkring dem og i det fjerne.
Der er børn, som fødes under denne krig i undergrundsbaner og kældre. Der er børn som intet forstår og børnenes smil stivner i rædselsskrig. De vokser op med had og harme, nu oplever de bombardementernes larmen. Vil de for altid have et traume?
I disse grådtunge dage på flugt fra en forfærdelig drage, som måske vil ha mer og mer, hvis vi ikke kan stoppe den eller tage den af dage. Vil den så bruge sit endelige våben i dødsangst for at slippe for menneskers hævn? for den står mere og mere alene tilbage.
Hvornår skal de hvile, de dødtrætte og håbløse enorme hære? De slæber sig hen over jordklodens bug sendt ud af en hersker, de ikke kan sige imod. Ham der er en skamplet på skabningens ære. Grædende unge mænd, som ringer hjem, uforstående overfor deres skæbne. Kan alle disse soldater bære den vægt af anklagers knugende tyngde, der løfter sig imod dem i tusinde skrig fra de sørgende flygtende hjemløses klynge.
Jeg befinder mig i en sort kælders luftveje til denne drage. Jeg tænker, hvordan solen spinder over vores maltrakterede planet, som gisper opvarmet på grund af os menneskers gøren og laden. Samtidig hermed kaster en diktator Europa ud i krig. Krig er der flere steder på vores jord samt tørke og oversvømmelser. Børneansigter fnyser blod og snot ud igennem vores samfund. Det er dem, som skal leve i det. Ja min katastrofebevidsthed er ganske fin; men ubrugelig. Europas blodårer forgrener sig ud i mistillid. Jeg forstår næsten ingenting mere. Dog ved jeg, at der er mennesker, som er primitive som i en fiktion uden adgang til andres smerte.
Breaking news døgnet rundt fyldt med spænding, ulykker, krig og angst. Mon dragen kommer til at fjerne et land med den endelige løsning. Angst bliver aldrig en vane. Det jeg oplever som angst kan aldrig blive en vane.
På tv ser jeg armens stub, hånden er væk, jeg ser sprøjtende blod, der ikke kan koagulere. Blodet løber ud på gaden. Endnu et offer og det bliver nat, hvilket nummer ved jeg ikke, for i krige værdsættes liv og kærlighed ikke.