Rynket pande, sammenpresset mund, lidt blodskudte øjne, ikke en mine, blot skridt, der får stenene til at hoppe rundt om fødderne på hende. En falsk blomsterkrans af stål og stof. Knyttede næver, som ser ud til at pege mod alt det, hun ikke fik sagt.

Hun forstår ikke, hvorfor folk ikke bare kan passe sig selv.
   Hun forstår ikke, hvorfor folk ikke bare kan sige, hvad de mener.

Hvorfor han ikke bare kunne holde sin fucking kæft, når han ikke ved, hvad han taler om.
   Det er sku da ikke så svært.

Hendes hoved dunker, dunker endnu mere, dunker, dunker, buldrer som en hær af soldater, som har tænkt sig at marchere hele hendes verden flad. En hær af hoveder af Sylvester.
   Hun giver et sæt med hovedet til højre, håber det skaber en tsunami af alt, der vil drukne ham. Igen til højre. Imens hun stirrer alt og ingenting ned. Til venstre. Igen til venstre. Kan mærke ilden boble op inden i sig, brænde lænkerne, blive højere, varmere, før hun stopper op, åbner munden og slipper det hele fri.

Hendes knæ svajer og hun falder ned på jorden.

Det er varmt. Virkeligt varmt. Alt for varmt?

Hun sveder, mens sneen daler ned på hendes skuldre. Lader det bare ligge. Dufter kulden ind, som straks fordamper af og bliver til flere tanker, som gør hende mere og mere sårbar over for søvnen.
   Hun lukker øjnene. Ingen fugle. Ingen mennesker. En sneengel. Stille. Helt stille.

Vent, et knas. Knas. Knas. Knas. Flere knas.

"Nå, hvad laver du her?"

Propper. Så kommer ilden kommer igen. Ilden er her igen, for ilden forsvinder aldrig, den kan kun vokse og vokse, brænde og brænde, give hende vinger og tage hende med gennem høje fordybninger, lave bakker, give bjerget en glødende stribe idet, den bevæger sig højere, højere, helt op til spidserne, fortsætter op mod skyerne i en endeløs gejser, vokser og vokser og vokser til stop; og falde ned som enlige gløder på den anden side.

Hun ser sort. Hiver blomsterkransen af, imens hendes mundvige bliver bredere og bredere, føler stålen prikke hende i håndfladerne, hører hvordan hun river den i stykker, til hun står med et dusin kaktusnåle i ledningstykkelse i hånden. Kan smage røgen i luften, fornemme hvordan hun langsomt nærmer sig ham.

Hun hæver sine arme. Flammerne stikker.


Fuck, en dårlig dag.


Og så går det nedad. Ned, ned, ned, ned, ned, ned, ned, ned igen, ned ad bjerget igen, en hel fucking lavine, ned, ned, ned, ned, ned, ned, ørerne er proppet med sne, ild, vind, vejr, alt, det skal bare ud, ud, ud, ud, ud, ud, UD!

Hun stopper.

Sukker. Sparker til ham. Han gør ikke modstand. Propperne er væk igen. Ilden er udtømt.

Hun vender sig om, går videre, ser klart, hvordan fuglene flyver i firkanter og begynder at sætte blomsterkronen sammen igen.