Mon hun vidste, hvad det betød. Mon hun vidste, at hans knæ var et barometer. Vidste hun da det? Nej, for han belemrede hende aldrig. I stedet sagde han: "Jeg går en lille tur". Turen ned om hjørnet ind på biblioteket, hvor han satte sig i den bedste stol og masserede knæet.
Han kunne ikke, han havde aldrig kunnet. Men alle de andre kunne, og de talte ikke om andet. Hvor han gik og hvor han stod, var der par. Han vidste ikke hvorfor, han var så meget imod. Hvorfor han afholdt sig, mens han langsomt blev ældre. Det var mange år siden, han passerede de 30 og peberbøssen. Det var han temmelig ligeglad med. Så mødte han hende en dag i toget, på den sædvanlige tur. Hun smed sig forpustet på sædet ved siden af. En ung smilende kvinde. Han havde aldrig set hende før, men hun kastede sig straks ud i samtale. Hun talte, han svarede med enstavelsesord, og små sveddråber på overlæben. Dagene efter var hun der, igen og igen og igen. Han vænnede sig til hende, de små hverdagsberetninger, om arbejdet, weekenden, kattens krumspring i lejligheden. Hvor dyrt oksekød var blevet. Hvem mon der vandt valget? Hun havde et uudtømmeligt arsenal af ord, der langt overgik hans fantasi. Hun var også lidt trættende, så da hun pludselig blev væk, var han egentlig lettet.
Hjemturen blev igen fjern og indadvendt, som han holdt af. At se på sine fødder, mærke dem gå vejen, den kendte vej. Ned gennem alleen med de krogede træer ind i skyggernes kølige klarhed. Allermest holdt han af regn, den dryppende lyd af melankoli. Minder om barndom, minder om mors krøllede krop. Dengang alting krøllede. Det altid madløse køleskab, det slidte linoleumsgulv, bunkerne af brugt tøj, en ensom ørken. At pjække og være bagud. Alt det ingen så, og alt det alle så, uden at gøre noget. Han slap ud, fik rengøringsarbejde, en måde at klare sig på. Hverdage uden overraskelser. Klodser stablet ens. Alle skridt i kendt terræn ens. Kopier af noget han havde set i fjernsynet.
Og så kom hun tilbage. Smækkede sig ned ved siden af ham igen, slog ham på skulderen: "Hej", lo hun og så ind i hans forbløffede ansigt: "Du ligner en der er faldet ned fra månen", Det var han og helt stum. Da han stod af toget, fulgte hun med. Naturligvis for hende var det helt naturligt: "Vis mig hvor du bor", sagde hun og greb om hans arm. Han forsøgte at trække den til sig, men hun holdt fast. Han standsede ved etageejendommen og pegede: "Deroppe på tredje", sagde han.
"Inviterer du mig ikke op", hun smilede.
Af uforklarlige grunde nikkede han, godt nok meget svagt, men tydeligt nok til at det kunne opfattes som en invitation. Lejligheden var nydelig, han holdt den pænt. Hun gik en runde, mens han blev stående som en akavet lysende lygtepæl midt i stuen. Da hun returnerede greb hun om ham, kyssede aede og trak ham med ind i sengen. Han fulgte bare med. Hun afklædte både sig selv og ham, naturligt roligt, der var ingen slinger i hendes vals.
"Vi er kærester", sagde hun.
Kærester hvad er det, tænkte han. Han kunne godt lide sex, fandt han ud af, men kærester klang hult. Hun kom tit forbi, hun flyttede ind med sin tandbørste. Hun ryddede en plads i hans skab til sit tøj: "Jeg elsker dig", sagde hun.
Han elskede ikke nogen, heller ikke sig selv. Så hvordan kunne hun elske ham? "Jeg vil giftes", sagde hun, og det blev de. En almindelig fredag på rådhuset.
Han købte en pæn ring til hende. For hun var trods alt meget sød.