Sebastian tømte opvaskemaskinen og lukkede lågen med et smæld. Sådan! Nu var der ryddet helt op efter middagen og de mange drinks i går aftes, hvor Sanne og Morten havde været hans gæster.

Vennerne havde beundret det nye Pioneer hi fi anlæg. Flot design og lækker lyd. Leonard Cohens dybe og messende stemme havde fyldt hver kvadratcentimeter af stuen. De havde snakket om arbejdet i banken. Negativ rente, kursfald på aktier og obligationer - og alle de håbløse kunder, som kunne stille de mest underlige spørgsmål.
   Omkring midnat havde Sanne slået sig på maven og næsten råbt: " Jeg er gravid. Ja, gud er jeg så. Lad os tage til byen i morgen til den store genåbningsfest. Drikke nogle fadbamser og nyde at det hele er ved at blive normalt igen." Sebastian havde sagt at det bare var fedt. Men nu fortrød han. Sanne og Morten var søde, men når han var sammen med de to, havde han næsten altid, mere eller mindre, en følelse af bare at være et vedhæng, udenfor og ensom. Da Sanne havde fortalt at hun ventede barn, havde han følt et stik af misundelse og utilstrækkelighed.
   Og nu efter at have tømt opvaskemaskinen og mærket en kort tilfredshed over at have lavet noget praktisk, fik han en klump i maven. Angsten, hans tro følgesvend. Den mærkede han også når endnu en date mislykkedes.

Sebastian åbnede en dåseøl, tændte en cigaret og kiggede ud i den lille velordnede gårdhave med roser og lavendler og et abetræ, som var specielt, smukt og uhyggeligt på samme tid.
   Og så fik han også øje på katten. Den sad udenfor veranda døren, den så direkte på ham. Sebastian åbnede døren forsigtigt og gik langsomt hen til katten. Den løb lidt væk, og i sikker afstand betragtede den Sebastian. Det gjorde katten længe, men så nærmede den sig langsomt Sebastian, for til sidst at sno sig omkring hans ene ben. Forsigtigt strøg han kattens sorte bløde pels. Den sad nu stille, spant og bevægede sig så igen rundt om hans ben. Han nød kattens blødhed, fortsatte med at stryge det lille tigerdyr.

Sebastian lukkede katten ind i huset, åbnede en dåse makrel, som han hældte over på en tallerken. Katten fortærede langsomt makrellen. Et festmåltid, som bare skulle nydes.
   Sebastian smed sig på lædersofaen, lukkede øjnene og kaldte med blød stemme på katten. Han mærkede en lille blød krop rulle sig sammen på sin mave. Varmen fra katten og dens spindende lyd tømte Sebastians hoved for tanker. Med hånden om kattens lille hoved, gled han over i en døs. Da han igen åbnede øjnene så han ind i kattens grønne øjne. Den gabte, rullede sig endnu tættere sammen og spandt videre, som om det var en godnat sang til sig selv og Sebastian. Og han blev faktisk lullet i søvn.

Natten var kulsort da Sebastian vågnede. Katten var der endnu. Sebastian strøg dens pels, fiskede så smartphonen op af lommen og sms'ede til Morten. "Var faldet i søvn. Undskyld! Vi ses".
   Sebastian fandt et gammel tæppe og lagde det i en lænestol. Her lagde han katten forsigtigt ned som om det var et spædbarn. Katten rejste sig så op, rullede sig hurtigt sammen og drømte videre, eller...

Ved stuens panoramavindue så Sebastian op mod nattehimlen, som var oversået med stjerner. Stille sang han John Lennons "Imagine", mens han besluttede sig for at lave en ny date i morgen.