Så meget kunne skubbe til alt det,
de troede var mig,
til det de alle ønskede,
så meget kunne hægte mig selv af,
når følelserne drev mig ud,
hvor der ikke mere var grænser.
Men jeg fik fat i sidste øjeblik,
i det der skulle være mig,
i det der endnu kunne reddes,
i den lille del der endnu var tilbage
som kunne bygges op.
For enden af tunnelen viste hun sit ansigt,
den dag da alt blev sort,
den dag jeg var på vej,
den dag da alle tankerne forliste
og blev væk i dybet,
i det bundløse stille hav
der flød i mørket,
blev jeg væk i min aller sidste angst.
Der var kun hende i lyset derude.
"Gå,
gå tilbage.
Gå tilbage til dit liv,
for du skal ikke være her endnu",
sagde hun.
Så jeg vendte om,
uden tanker,
uden ord,
blev jeg zoomet tilbage,
vidste jeg et sted,
at der var et håb,
et håb der spirede usynligt,
et sted i et lys jeg ikke kunne se,
i et lys der var mit
helt alene.