Dit ansigt svæver med mig
gennem vinterens gader
Mine øjne maler dig
på natfacaders
mure og ruder
Som skyggen
af en spinkel tatovering
på mine pupillers projektør
skinner du ud
fra mit væsen
Disen fra mit åndedrag
opløses hurtigt i rejsen
mod resten af verden
Din fremtoning
forbliver dog fast
I de frodige skove
der gror i mit sind
er du mere mægtig
end selv
den evige ilt