Forleden dag havde jeg een af disse stunder, hvor alt går op i en højere enhed og tiden er holdt op med at eksistere.
Begivenheden var en rigtig tøsefnidderdag, hvor jeg mødtes med min ældgamle veninde til en kop rødvin og en stang smøger.
Vi mødtes på mit arbejde og fik en bid brød, og vi startede maskinen kl. 16.00, og den stoppede ikke før sent ud på natten.
Lækkert!!!
Alt blev vendt, men alligevel kan jeg ikke huske, hvad vi snakkede om. Endnu mere lækkert.
Men det jeg kunne huske, var de skønne ture vi tog i den nostalgiske fortid og jeg kom senere til at tænke på hvilke mærkværdige oplevelser jeg har rodet mig ud i, fordi jeg altid har gået lidt med hovedet oppe i skyerne. Vadet rundt i mine egne tanker, så jeg tit har glemt hvor jeg skal hen og hvad jeg laver.

Een af disse mærkværdige situationer udspiller sig i den lille landsby hvor jeg har gået i skole.

Min daværende kæreste var rejst til Australien, og jeg skulle som sædvanlig hen og sende den obliogatoriske roman i form af breve og små kærlighedserklæringer. På det tidspunkt var jeg på besøg hos min mor og besluttede mig for at sende 'pakken' fra det lokale posthus.
Glad og frejdig og med små pupper i maven, spadserede jeg turen hen til posthuset. Nu var det sådan, at det var lang tid siden jeg havde været i byen, men jeg kunne sådan cirka huske hvor posthuset lå, så det tænkte jeg ikke nærmere over.
Derfor overlod jeg kontrollen til autopiloten og vandrede rundt i mine egne tanker.

Automatisk var jeg styret hen til den store, hvide bygning og gled ind ad hoveddøren. Der var mange i lokalet, men det gjorde ikke noget. Jeg var totalt opslugt af min pakke og drømmene om min kæreste, så jeg stillede mig op i køen og ventede.
Mens jeg ventede, betragtede jeg de tilstedeværende og de mennesker der sad ved deres skriveborde og arbejdede.
Der var intet alarmerende ved dette skue, syntes jeg, og drømte videre.

Så blev det min tur, efter jeg havde ventet i ca. en halv time. Jeg gik hen til skranken og smækkede min store pakke op på disken. Kvinden bag disken kiggede venligt på mig, men hendes øjne begyndte, at flakke nervøst, da jeg stillede hende mit spørgsmål:
"Hvor meget skal jeg betale for at få sendt denne pakke til Autralien?"
Hun kiggede på mig, som om jeg lavede sjov med hende, og så spurgte hun forsigtigt:
"Tror du ikke, at du skulle gå hen og spørge på posthuset?"
Forvirret over hendes respons, kiggede jeg rundt og indså min pinlige misforståelse. Jeg var IKKE gået ind på posthuset. Jeg havde stået i en kø i en halv time, betragtet alle de tilstedeværende og på ikke eet eneste tidspunkt, havde min hjerne forklaret mig, at jeg var gået forkert, og at jeg faktisk nu stod og ville sende min pakke til Australien fra en skranke i Sparekassen Nordjylland.

Med røde ører og nedslået blik, fik jeg mumlet og halvfnist et "undskyld" og styrtede ud ad døren.
Da jeg stod udenfor i den friske luft, begyndte jeg at skraldgrine. Det er i orden at være distræt...men ...HALLO!!!!