I går røg jeg ud af min tålegrænse.
I dag kan jeg ikke mere abstrahere fra verdens fortræd.
Corona og den globale politik der sejler i plastikhavet,
sammen med mundbind,
det sætter sig fast i tang og små sten på bunden
og bliver spist af fisk der får dårlige maver
og dør i smerte til sidst.
Hvor skal jeg være,
når alt falder fra hinanden ?
Nu bor jeg i mit eget grænseland.
Menneskeheden er faldet ud over fjeldet og blevet kolde
i deres uforsvarlige ondskab over små dyr,
de slår ihjel igen.
En farmer siger på TV,
at han betragter sine mink som legoklodser
i sin virksomhed,
en anden står og græder
i aften for åben skærm i min stue.
De siger,
at nogle er ikke helt døde,
men brænder levende.
Og jeg vil ikke med.
Den gamle præsident i USA har skiftet sin forsvarsminister
om til en terror forsvarsminister.
Den nye forbereder sin periode på fire år
med hende, jeg tror på,
og græd i lettelse over lørdag nat,
fordi de vandt.
Verden sejler i pengebegær, materialisme
og sort kynisme endnu.
Men livet har hægtet mig af.
Håbløsheden har skubbet mig ud af mig selv,
fordi jeg næsten ingenting kan gøre.
Nu lever jeg i grænselandet med spinkle tråde tilbage,
til der hvor jeg kunne være
i mit eget sind.
Men jeg ved,
jeg finder en tråd en dag
at fire mig ind med,
når jeg har kæmpet igen,
i lyset fra det lille håb der tindrer langt
langt
langt derude.