Jeg boede et sted i udkanten af en skov
med udstrakte marker på den anden side.
Jeg sad i den åbne dør med min lille hund Pierre
som døde for mange år siden,
græsset var lysegrønt,
og de nærmeste grantræer
som indgang til skoven
var lagt i skygge.
Jeg vendte mig lidt ind mod rummet,
hvor flere mennesker sad
som tågeskikkelser
uden at sige noget.
Så løb Pierre nogle skridt frem,
nysgerrig og med logrende hale,
og jeg fik øje på ulven et par meter væk
der stod og så på os fra tykningen
Jeg blev bange,
så jeg trak Pierre til mig og spurgte
en politimand ved min side,
hvad jeg skulle gøre.
Han vendte sig mod lyset
og klappede venligt min ene hånd der lå på bordet,
som om han ville sige: "Du skal ikke være bange",
mens han så ind mod skoven.
Og i samme øjeblik forandrede ulven sig
til en gul og hvid helt rolig lassie hund.
Senere skulle jeg lukke hønsegården ovenfor marken,
og fik øje på ulven igen på vej op mod os,
den var stor med lang busket hale
og i tempo som fra langvejs fra,
den lugtede af mange kilometer
selv på afstand
med sine lange ben
i et tempo den kunne sove i,
og i et tempo den vidste så godt,
så godt.
Jeg følte mig bagvendt og kunne ikke nå lågen,
mine hænder lysterede mig ikke mere,
jeg tænkte på, hvor min lille hund var,
og at den skulle ind i sikkerhed.
Jeg kaldte,
men der var ingen lyde
i tusmørket der havde lagt sig overalt.
Så vågnede jeg.