Den første dag jeg så den lille gule blomst,
var i en solplet i græsset i fem sekunder,
efter mange år i stemmer og dæmoners mørke.
Måske trak jeg ikke vejret,
jeg tænkte ikke på mit hjerte,
jeg havde bare fået øjne igen
til at se med.
Jeg undrede mig,
og jeg tænkte: Pas på,
skynd dig at gå,
inden de opdager det,
inden det bliver ødelagt
og hold det for dig selv,
ellers tager de dine øjne igen med det samme.
Den anden gang det skete,
var det brændenælder,
de stod i kanten af græsset
allerede mørkegrønne halvt i skygge,
mens vinden pustede lidt.
Så huskede jeg,
og bad: Lad
mig se i lidt længere tid.
Og jeg så et lille halvt minut,
inden det forsvandt igen,
og før jeg gik.
Den tredje gang det skete,
vidste jeg,
at jeg kunne.
Det var så længe siden,
at jeg havde set
og skrøbeligt nyt uden forsvar,
jeg var forsvundet i fortidens mørke ragnarok
med dæmoner som klister
og stemmer der råbte hurra,
fordi de havde fundet mig
til deres psykedeliske vanvid.
Nu, efter mange år får jeg tanker tilbage
i et nyt skær.
Når jeg fanger mig selv,
er mit hjerte stille
og mine tanker små fra mit eget hoved,
langsomt bliver jeg bygget op igen
i min egen sandhed
og med min egen verden.