Jeg drømte, du sendte mig breve,
de lå i en bunke på bordet med en snor omkring,
da jeg vågnede,
nogle få af kuverterne var gulnede,
resten var hvide,
de var blandede,
trætte af at flyve,
og helt stille i et stort rum uden vægge.
Jeg kan tænke til dig fra jorden,
i stedet for at tale dumt ud i luften: Hvorfor
skulle jeg have dem ?
Og du svarer mig ikke.
I mine tanker spørger jeg ud,
hvor jeg tror, du er: Hvad
står der i dem ?
Kan du love mig,
at jeg vil drømme,
at jeg læser dem en nat ?
Du nikker og smiler i korte sekunder
foran mit ansigt,
hvor du ved
alt.
Ja, jeg er blevet gammel
og ensom måske,
og verden er forvirret i en virus.
Storbyerne på skærmen myldrer
med mennesker der har fået masker,
ingen ved,
hvor de skal hen,
men alle kender dagen,
hvor der skal indhentes toge
og busser.
De skal hjem.
Og de må ikke mere røre
ved maden og hinanden.
Men hvorfor drømmer jeg om dig ?
Var det så stort,
det vi stadig har sammen fra livet,
for stort til at slippe.
Du sendte mig bare nogle breve,
jeg ikke har læst endnu.
De ligger i en bunke på mit bord
med en blå snor omkring
fra din himmel,
faldet til ro og venter.