Dybest set må ethvert menneske bestemme over sit eget liv. Ihvertfald hvis et menneskeliv betragtes som et selvstændigt og isoleret univers, hvor individet må foretage forskellige handlinger ud fra egne overvejelser og beslutninger, og derfor også være forberedt på at tage de konsekvenser, som altid vil komme efter en handling. Dette kan lyde koldt og fornuftigt og en smule maskinelt og teoretisk. Det er det også, alene udfra den betragtning at al erfaring viser at et menneske alligevel ikke kan stå alene igennem et helt liv. Mennesket er en skabning af kød og blod, et væsen med fornuft og følelser, påvirkelig af de ting, som sker i omgivelserne. Påvirkelig af andres mening, især når den møder ens egen oplevelse af tilværelsen, Og det er netop dette: når meninger mødes så skabes dynamikken, denne tilstand som driver udviklingen i vores liv. Uden denne udvikling ville vi blot være skabninger uden nogen profil, uden vilje eller evne til at ændre tilstande, som udfra etiske overvejelser, skule ændres, hvis vi ellers havde en mening med vores liv. Og det må man da håbe at vi har. At vi ikke blot er skabninger, hvis højeste mål er tilfredsstillelse af elementære behov - ligesom det er tilfældet med dyrene. Nogle vil hævde at mennesket også er et dyr. Det er i og for sig også rigtigt. Mennesket har behov for ernæring for at overleve. Vi har et dybtliggende behov for at føre slægten videre. Vi har et behov for at afmærke vores terrotorie: dette er mit og ikke dit. Vi har imidlertid også et behov for at have en identitet, som er en nødvendighed for i det hele taget at kunne fungere som menneske. Det er netop dette at have en identitet, som gør os istand til at have en eller anden platform for at kunne have en selvopfattelse og dermed gå udi verden og gøre den til et bedre sted for én selv og sine medmennesker. Her adskiller vi os fra dyrene. En tilstand som gør os istand til at tænke videre, at søge op til et højere bevidsthedsniveau, så vi kan frigøre os fra den tanke at livet bare er et spørgsmål om behovstilfredsstillelse. At have et højere mål med sit liv lyder måske lidt højtideligt og ligefrem flyvsk, men er ikke desto mindre en forpligtigelse, når vi har fået tanken og erkendelsen som en gave til at være med til at forme den verden, vi er sat ind i. Men vi bruger ikke denne gave særlig godt. Rundt om i verden ser vi mange eksempler på at mennesker blot tænker på sig selv. Hvordan kan jeg sikre mit eget velbefindende? Hvordan kan jeg sikre at mit land kan vedblive med at være det samme - uanset hvordan det påvirker andre dele af vores klode? Det er somom mennesket ikke vil, eller ikke tør, tænke videre. Tænke at det gode også måske kunne være en stor del af meningen med livet. At mennesket i kraft af sin ånd kan tænke og handle sig frem til en tilstand i livet, hvor fornuft og kærlighed står side om side. Vil kaste lyset ud over hele kloden, fortrænge mørket og hadet, dumheden og egoismen. Og indsætte mennesket i de omgivelser, hvor det hører hjemme-