Isen størkner jorden,
mit store askebæger malkespanden knager ind imellem
med sit is vand i bunden,
fuglene sværmer i granen,
hvor jeg fodrer med fedtkugler og frø.
Katten Mira farer rundt i kuller,
op i træer, ned igen og rundt om huset,
hvor vi bor.
Nu bliver det aften igen.
Da jeg skal tænde lyset i det lille træhus ned mod skoven,
ser jeg et mørkt dyr lidt større end en kat
og mindre end ræven liste væk med sin lange hale.
Jeg kalder, går ude og kalder på Mira,
bange for mårhunden
og tænker på sneen i morgen,
udsigten til blæst fra nordøst og mere sne.
Nu fik vi vinter.
Jeg leder efter håbet inden i mig selv,
tænker på lyset der blev væk igennem tiden,
på håbet der blev mast med tunge sten, jeg ikke så,
da de trumlede lydløst hen over mig,
fordi jeg var ung og ikke så mig for.
Men jeg ved,
at sådan er livets skær,
og jeg hader mænd der styrer alt for meget,
som de aldrig selv kan se.
Men nu leger Mira under fugletræet,
lettelsen sender glæde og varme ind i kroppen,
så kan vi gå ind
og forlade de kolde farlige dybder.
Jeg tænker på hulen,
jeg så i diget ved skoven sidste forår
som nu næsten er forsvundet i jordskred,
jeg tænker på ødemarken,
som vi bor i,
og jeg ved,
når håbet finder retningen igen
og tænder lys i mørket,
vil jeg følge det tyst.