Vi går af landevejen på vej hjem, efter at have købt ind. Vi er over midten af december. Ritta går hurtigt og næsten rasende afsted med sin rygsæk på skuldrene, mens hun snakker.
   "Bilerne er hellige", siger hun igen og ser til siden mod mig, "man skulle Faneme tro, de var deres fadervor. "Fadervor i himlen, hellige være vores biler ...Und så weiter.""
   Hun tramper hårdt i asfalten med sine store støvler.
   "Det har du ret i", siger jeg og mener det.
   "Jeg hørte i nyhederne, at bilerne har formeret sig 27 % i de sidste 5 år: Man kan også høre det ude på motorvejen. Prøv at lyt".
   Hun stopper op og holder vejret, mens hun ser op i himlen. Jeg står stille og lytter. Man kan lige høre den, selvom den er langt væk. En konstant susen ud i det uendelige.
   "Formeret ?" Siger jeg og griner ved tanken: "Myrer måske, eller elefanter. Men du har ret".
   "Bilindustrien". Fortsætter hun og går videre igen: "Som om vi ikke boede i et kunstigt drivhus i forvejen ... Det er vel også derfor, ozonhullet pludselig er forsvundet, det er effekten af CO2 der har lappet det, kan du da nok forstå".
   "Selvfølgelig".
   "Er det ikke underligt, at vi mennesker ikke vil redde vores klode, men slås i stedet for. Den nye klimarapport er lige kommet, og ingen tager den alvorligt. Når alle gåderne er opklarede, er der bare jordens undergang tilbage. Og det vil gå stærkere, end nogen mere kan tænke. Tallene er alarmerende. Nedgangen til Helvede er for længst begyndt, det hele accelererer og kan ikke bremses mere".
   Jeg snapper efter vejret lidt i undergangens tunnel.
   "Og netop derfor sætter man bilproduktionen i vejret. ALLE SKAL køre rundt i den CO2udledende metalkasse. Ellers er man ikke med. Ellers kan man gå ned som menneske og undvære de hellige kapitler. Alt for produktionens skyld. For hvorfor stopper man ikke bare for meget personbils-trafik ? Hvorfor er det overhovedet tilladt ? Hvor er hovederne henne ? Og hvor er de bilfrie søndage ?"
   "Rigtigt", siger jeg: "Hvad ender det hele med ?"
   Ritta stopper op og ser lige på mig.
   "Den rige verden har overskredet grænsen til sindsygen. Det er sandheden. Det er den, de går rundt i. Og det gælder alt. Deres verden og trofæ er kørt af sporet som et tog der skal til at vælte".
   "Mener du ikke "vores verden"" ? Spørger jeg dumt.
   "Og så giver de køernes prutter skylden for hele baladen. Det er Faneme for langt ude. Bare fordi de vil køre rundt i deres biler hele tiden, og flyve til udlandet i deres ferier. Kan du ikke se, det hele er FULDstændigt fordrejet ind i indtjeningens bibel ?"
   "Hvad så med Judas ?" Spørger jeg og bliver lidt forskrækket over mig selv.
   "JUdas ?". Ritta ser forbavset på mig med udsigten til gløgg i øjnene, når vi engang kommer hjem.
   Hun puster ud og ser pludselig ud, som om hun er ved at gå i opløsning efter at have raset.
   "Vi er i virkeligheden alle sammen små Judasser her i den rige vestlige verden." Fortsætter jeg: " Vi forråder himlen alle sammen, forblændede af juleglimmer og dyre gaver der forurener som een i Helvede. For ej at forglemme alt det CO2udledende krudt der skal fyres af nytårsaften, det er Sgu ikke småting, vi gør for at få kloden helt i bund."
   Ritta bliver stående, som om hun er faldet i staver. Hendes varme ånde står som en lysegrå sky ud af munden.
   "Du har ret", siger hun så, "men der er ikke dybdepsykologer nok til os alle. Ellers burde det være en grundlov for magtens mænd, i det mindste. Men tanken er utopisk. Her står vi på stigen til verdens undergang. Når vi bliver mange nok, vil den vælte af sig selv."
   "Ingen vil indrømme det", siger jeg, "ingen vil nogensinde indrømme, at de kender Judas fra spejlet derhjemme. Alle vil tro, de selv er engle på jorden."
   Hun griner. Vi går hurtigt det sidste stykke og drejer fra ned mod landsbyen.
   "Men vi er engle nu, hvor vi skal drikke varm gløgg. Ikke !" Ritta vinker mod himlen og sætter i løb: "Her kan vi heldigvis gemme os for ham. Han har alt for travlt med sine grunker til at se os."