Maya slukkede computeren og skubbede kontorstolen på plads under bordet. Hun tog sin taske på skulderen og lagde hovedet tilbage, og med et stort smil strakte hun sig fri af det nødvendige, men forhåbentlig midlertidige arbejde. Hun småløb ud af kontoret. I dag ville hun få vished, og mavefornemmelsen var god.
   Lige siden Maya tog beslutningen om at tage sit liv alvorligt, havde hun været glad. Hver eneste gang hun trænede, tog hun et trin tættere på dansedrømmen. Bare tanken gjorde hende stolt. Mens hun løb hjemad for at træne, så Maya sig selv for sig danse solo på scenen i den Kongelige Ballet.

Hendes vej hjem gik gennem parken, hvor hun stoppede for at plukke en buket af vilde blomster til vinduet i stuen. En lille pige gloede på Maya, der allerede havde en lille buket af kløver- og smørblomster i hånden. Pigen så næsten ud som havde hun set et spøgelse. Maya følte kulden, men den rørte hende ikke.
   I dag ville hun spørge danselæreren. Hun var spændt, men hun vidste også, at hun var den bedste danser på holdet, så selvfølgelig turde hun at spørge. Endnu et skridt i den rigtige retning. Hun var stolt og glad, og alligevel havde hun en lille tvivl, der nagede. Hvorfor havde danselæreren ikke rost hende? Hvorfor blev hun ikke guidet som de andre på holdet? Hun skubbede tvivlen væk med bedre tanker. Hun var god nok. Hun var dedikeret, disciplineret og lagde hele sin sjæl i dansen. Hun ville få vished i dag.

Hun låste sig selv ind, og smed al arbejde fra sig på sengen. Mens hun gjorde musikken klar, var hun allerede i gang med at gennemgå rutinen med små fine rytmiske bevægelser, der snart ville folde sig helt ud i lejligheden, og i hjertet på Maya.
   Maya havde sommerfugle i maven, da hun trådte ind ad døren til danseskolen. Hver en lille muskel i hendes krop var vågen og opmærksom. Hun fornemmede gulvets tyngde under sig, tog seks dybe vejrtrækninger og pustede langsomt ud hver gang. Hun gik ind i dansesalen. Hjertet slog lidt hurtigere end normalt og Maya dansede smukkere end nogensinde. Da dansetimen var færdig, tog Maya mod til sig.
   "Hvad synes du om min dans? Tror du jeg er klar til at søge om optagelse i den Kongelige Ballet?" Maya mærkede rødmen brede sig i kroppen, men hun stod stolt og rank som kun en rigtig danser gør.
   Danselæreren hørte hende ikke. Hun var gået i gang med en pirouette og en jeté, mens hun fulgte sig selv nøje i spejlet. Maya var fast besluttet på at få spurgt, så hun stillede sig lige midt mellem spejl og lærer.
   "Så du mig danse?" Maya forsøgte at få øjenkontakt, men hendes lærer kiggede lige igennem hende. Maya vendte sig og kiggede ind i spejlet. Hun så kun danselærerens jeté.
   Hun løb ud af dansesalen, men faldt.