Det var en hverdags morgen, hvilken dag husker jeg ikke. Lydene var som hverdage er flest, trafikken, de store lastiler og motorcyklerne der larmer når de skal starte op efter at have holdt for rødt lys, og det underliggende sus fra byens aktiviteter. Det var sommer, mine vinduer i den lille lejlighed midt i byen stod åbne og mindede mig om at der var en dejlig dag på vej. Fridag og solskin en cocktail som min sjæl absolut elsker og lever for.
   Rastløsheden var begyndt at sætte ind og jeg begik mig ud på en mindre vandretur, ud i lyset og luften. Tænkte at det var nobelt at gå forbi købmanden lige at købe lidt spiseligt til frokost, sådan et frisk stykke rugbrød med karrysild og æg, var da luksus.

Turen forlængedes lidt ned igennem stier og stræder hvor jeg kunne gå under de store træer og høre vinden tage fat i bladene der raslede så yndefuldt i mine ører. Trafikken fra de store veje var nu på afstand mens jeg gik længere ind i det grønne. Langt væk kunne jeg høre et barn græde. Jeg opfattede det, men da jeg ikke selv har nogen små børn smed jeg tanken om trøst væk da ansvaret ikke var mit.
   Som jeg nærmede mig lyden blev gråden mere og mere intens. Lyden fra det grædende barn blev mere og mere hjerteskærende. Nu kunne jeg høre at det var en baby og at gråden var mere end desperat. Min krop tvang mig til at gå i retning at gråden. Som jeg nærmede mig blev jeg mere og mere fortvivlet over situationen og så de værste skrækscenarier for mit indre.

Nu kunne jeg se barnevognen hvor lyden kom fra, stå helt forladt inden bag de store træer og høje krat. Jeg prøvede at bane mig vej og hang í, tornebuske og klæbeplanter. Nu var jeg så tæt på barnevognen at jeg kunne se ned i den, der midt imellem puder, bamser og dyner lå der ikke nogen baby eller noget levende menneske men en bog. Hvordan kunne en bog græde, skrige og være så hjertens ked af det? Jeg stod for en stund og var helt mærkelig til mode. Drømte jeg, eller var jeg blevet skør og viste måske tegn på noget som kunne få en diagnose og var behandlingskrævende?
   Lyden overgik dog mine rationelle tanker og jeg så på bogen der skreg. Det var en smuk bog, omslaget var det fineste jeg længe havde set, men der stod ikke nogen titel på forsiden. Jeg fandt modet frem og tog bogen op. Bogen blev stille nu, hulkende som når man har grædt længe, men stille. Jeg åbnede bogen forsigtigt mens jeg kiggede mig rundt, da det føltes mærkeligt at stå her i krat til knæene og åbne en bog der lå i en barnevogn. Måske var der andre forbipasserende på stien der havde set og hørt det hele og tænkte som jeg selv, at jeg var ved at miste forstanden.
   Bogens sider var blanke, hvidt papir uden skrevne ord i den. En smuk bog uden titel og uden ord? Det gav ikke nogen mening. Jeg lukkede bogen og krammede den, holdt den ind til mit bryst, og for første gang i lang tid fik jeg følelsen af at være hel. Noget inde i mig faldt på plads, det lille tomme hul i mit indre som har fulgt mig så længe jeg mindes, var pludseligt fyldt.
   Jeg forlod skoven og barnevognen, men bogen tog jeg med. Nu vidste jeg at det var ordene inde i mit indre der skreg og ville gerne have et liv som der ville give liv og mening til andre. Ordene inde i mig skreg og ville ud og nu var tiden kommet til at skrive dem ned på det blanke papir i den smukke bog.