Dengang jeg var barn, sad min far altid i den samme stol. Fars stol kaldte vi andre den. Nej, nej sagde han, det var ikke nogens. MEN det var det JO.
Da jeg rejste var han vred, han sagde jeg stak halen mellem benene. Det gjorde jeg også, midt i et semester, halvvejs gennem studiet, med alt i skønneste orden, fik jeg nok, var jeg fuld af selvmedlidenhed, træt af krav og karakterræs. Jurist kræver et højt gennemsnit, og de sidste 3 - 4 år havde jeg strakt min hjerne til det yderste, malket den for proteiner, kvast alle impulser der førte i andre retninger. Som en robot, mål fikseret og med tunnel syn.
Eva så jeg med det samme, hun prikkede mig på skulderen: "Hej", sagde hun: "Skal vi sidde i gruppe sammen?"
Eftersom jeg ikke protesterede, gik hun ud fra mit samtykke: "Vi fire musketerer", kaldte hun os og lo: "Lad os drukne sorgerne i sprit".
Hans og Robert de gæve gutter sejlede ud med Eva, jeg stod tilbage på bredden med en enkelt skarp, hvor rapporter og lovstof fyldte dage, nætter og uger. Eva kom af og til forbi mit kollegieværelse og lånte af mine notater, så sad hun i sofaen med benene oppe, ivrigt skrivende: "Bliver du aldrig træt?" kunne hun så sige.
"Af hvad?" spurgte jeg.
"Af alvoren, kravene", hun kastede hovedet tilbage, så håret stod ud til alle sider som en lysende glorie.
"Hvis, man vil noget her i verden, er man nødt til at yde noget", jeg følte, der var et eller andet jeg skulle forsvare.
"Du lyder som min far, eller en advokat der procederer", hun lo.
Jeg blev sur: "Hold nu op", sagde jeg: "Vi går her vel, fordi vi vil lære noget?"
"Ja, ja - selvfølgelig vil vi det. Det er jo ikke det jeg mener", hun kastede sig tilbage i sofaen: "Skal vi gå en tur og spise en is?"
"Det har jeg hverken tid eller penge til", svarede jeg.
Eva sprang ud af sofaen: "Nå, men så går jeg selv".
I starten var det nemt, jeg fulgte forelæsningerne, en ny verden åbnede sig, lovene og paragrafferne var en jungle, men at bane sig vej og stifinde, løftede mig op, gjorde mig glad, klog og værdifuld. Vingesuset, udviklingen, indsigten, jeg mærkede det VIDEN ER MAGT.
Og når jeg besøgte mine forældre, oplevede jeg oftere og oftere, at sidde i dybe intellektuelle etiske diskussioner med min far, mand til mand
Min mor og søster forsvandt ud i det perifere. Jeg var blevet medlem af klubben eliter magt.
Så stoppede Eva på studiet: "Det bliver for tørt, for tungt", sagde hun.
Hold kæft hvor jeg savnede hende. De muntre øjeblikke, livsglæden, glimtet i øjet. Alt det jeg ikke var eller tillod, min ventil til luftboblerne forsvandt, pludselig trak jeg vejret som en gammel forpustet mand. Ord og handlinger blev hule rør, min hjerne var ude af stand til at formulere mig.
Men den dag jeg modtog kortet fra Eva, eksploderede det hele. Hun skrev, hun havde fået job som rejseleder på Solkysten, at de manglede flere unge mennesker, at det måske var noget for mig? Og endelig til sidst det forløsende ord: "Kom".
Efter en måneds kursus var jeg rejseklar, og min fars vrede enorm: "Hvad har du tænkt dig?" tordnede han: "Hvad vil du leve af?"
"Mit nye arbejde", forsvarede jeg mig, og tog af sted.