Jeg ved ikke rigtig hvor jeg er henne
i en mærkelig tekst som denne,
er det mon prosa eller poesi,
der er hverken hoved eller hale i.
Som prosa er det en af de korte,
en fortælling der helt er blevet borte.
Vil ikke bare en oplistning af minder,
vil have at jeg en god historie finder.
Som poesi er det heller ikke i orden,
mangler helt flow, kapow og torden!
Men når jeg læser det igen, igen og igen,
så er det som om poesien kommer frem.
Den dukker lidt efter lidt op i min knold,
brudstykker der samles som af en trold.
Nu har jeg det, malet op i pink og rosa,
det her er hverken poesi eller prosa.
Det er et puslespil, brikker jeg skal samle,
den var sgu svær for mig den gamle.
Ordene og teksten i mig river og hiver,
brikkerne samles og til et smukt billede bliver.
Brikkerne fra forgangne og fordoms tider,
som et monumentum nu mig i øjnene bider.
DEN DANSKE ORDBOG:
Monumentum - noget eller nogen der vidner om eller symboliserer en svunden tid, et særligt fænomen el.lign. fx et fremtrædende tidstypisk kunst- eller bygningsværk