En bindende vind skærer mod pigens kinder, da hun træt går gennem mørket.
Men hun bemærker ikke kulden, og ej heller de store snefnug som hastigt falder over landskabet...
Hun ser intet kun sin egen fortvivlelse, som overskygger alt hvad der var godt i hendes liv
Hun går helt alene der i mørket.
Alene uden sine venner...
Sine venner som kun føler for at udnytte hende, og som kun skadefryd ser til når det går hende skidt.
Hendes øjne er sorte som natten, som alt livslyst er væk.
Hun tænker på den fest hun netop kom fra...
På fyren som hun snavede med, og som hun intet følte for.
Alligevel var der noget der fik hende til at gøre det, måske var det tanken om at hun ikke skulle stå der alene?
Eller måske var det bare for at gøre noget?

Hun ved at ingen vil give hende en tanke i denne kolde nat
Alle har de hinanden.
Men hun har ingen - absolut ingen...
Og hvem gider egentlig et mislykket tilfælde som hende.
De ser hende som en vej mod deres mål og intet andet.
Benene sitre sagte under hende, hun ved godt hvorfor.
Hun ved godt hun burde have sagt nej til sin ven, men han var den eneste udover fyren som viste hende en smule opmærksomhed den aften.
Så hun tog imod det.
Tog imod det som hun vidste var forkert...

Hendes krop begynder nu kraftigt at sitre, og det gør ondt over det hele
Smerten tager mere og mere til og til sidst giver hun efter og lader sig falde
Hun rammer den hvide sne, som føles så varm og let under hende, som var det en sky på en klar sommerdag
Hun tænker på fyren, og hvor ligeglad han er med hende, hvordan han nok sidder og hygger sig med sin øl i hånden
Og ja hendes venner, de er de sidste, de sidste som ville skænke hende en tanke.
Helt alene ligger hun blot der i kolde vinternat
Hendes øjne glider i og med et bliver alt sort...

Men hvad nu hvis...

Fyren, som pigen snavede med
Han kunne faktisk oprigtig lide pigen, han kendte hende fra folkeskolen
De havde gået i samme klasse, og delt de samme venner
Han havde efter de forlod skolen, dog stadig holdt øje med hende.
Men havde aldrig turde sige hvad han følte...
Men nu stod de her til den samme fest.
Og det var ligesom om, at alt stod klart for ham, han forstod først nu inderligt sine følelser...
Og han tog mod...
Mod til at snakke med hende og mod til at kysse hende - men pludselig lod hun ham stå alene der i baren.
Efterladt alene, kun med sin øl i hånden.
Efter et stykke tid, så han hende igen, parat til at forlade festen i en noget påvirket tilstand...
En gruppe af hendes venner stod fnisende omkring hende, og en af drengene åbnede døren som en gentleman, så hun stavrende kunne vakle ud...
Alt imens de grinte og lavede sjov om hendes tilstand.
Han tænkte det intet havde med ham at gøre.
At hun selv var skredet fra ham og han burde være ligeglad.
Og han vendte igen blikket imod sin øl, prøvede at glemme hende.
Men det kunne han ikke, han kunne ikke være ligeglad.
Ligemeget hvor stærk en vrede han følte imod hendes valg.
Så kunne han ikke blot se til.
Pludselig rejste han sig op og farede ud af døren.
Farede den vej som han vidste hun plejede at gå.
Han løb af sted, så stærkt at han knapt nok mærkede kulden mod sin brændende svedige hud.
Han fandt hende der i sneen.
Hurtigt var han ved hende, og i det næste havde han ringet efter hjælp.
Ambulancen kom med høje overdøvende hylelyde og blå blink.
De sagde hun nok skulle klare den, og det var godt at han fandt hende.
...

Hun åbner svagt øjnene.
Prøver at blinke for at se hvor hun er.
Hun skimter de hvide nøgne vægge omkring sig.
Og der foran sig ser hun fyren, der smilende kigger tilbage på hende.
"Det skal nok gå" forsikrer han hende om samtidig med at han tager hendes hånd.
Og hun bliver helt varm indeni.
Ja alt skal nok gå tænker hun i det stille.
For der var nogen der gjorde noget.
Der var nogen som så hende...
Hun lukker øjnene for at hvile sig igen.
Og mærker den stadig varme følelse i hendes krop
Der var nogen som rent faktisk bekymrede sig om hende...