Jeg mødte dig, A, på Bodegaen, i en tilstand vi pænt kan kalde beruset.
   Jeg husker ikke hvordan vi får kontakt, men jeg husker at vi flirter med hinanden.
   Du fortæller mig at du har en kæreste, men vi bliver dog hurtigt enige om, at man på trods af dette godt kan være venner.
   Jeg ved du får min facebook, for jeg hjælper dig med at stave mit navn.
   Min veninde og hendes kæreste har imidlertid været henne, for at spørge om jeg ville med hjem. Hvilket du selv ved, at jeg ikke havde lyst til.
   Du fortæller min veninde at du nok skal hjælpe med at følge mig hjem, og efterfølgende byder du mig på en øl og en smøg i rygerummet, jeg ved at dette takker jeg ja til.
   Jeg ved dog ikke hvem der tog det første intiativ, men jeg ved at vi 'tantekysser' nogle gange i rygerummet.
   Jeg ved at vi nogle gange snakker lidt om din kæreste derhjemme, men det stopper dig ikke i at tantekysse med mig.
   På et tidspunkt tager du din jakke og er meget bestemt på at vi skal til at gå.
   Jeg husker turen hjem som hyggelig, vi holder i hånd, tror jeg og kysser lidt på vej hjemad.
   Jeg husker ikke at invitere dig indenfor, men jeg husker at ligge ved siden af dig og snakke...

Om det er panik, frygt eller fornægtelse at jeg ikke husker noget før den næste del er mig et mysterium.
   Men i hvert fald...

Så husker jeg da du er oven på mig, med 'noget' oppe i mig. Om det er din penis eller dine fingre ved jeg ikke, men jeg ved at jeg ikke har lyst.
   Jeg fortalte dig aldrig at jeg lige var blevet droppet af min fyr, men for at være dig ærlig, var dette nok medvirkende til min manglende lyst.
   Jeg kan sagtens have været med på legen med dig, lige indtil nu.
   Da jeg 'vågner op' her, siger jeg nej. Om du hører mig, kan jeg umuligt vide, men du mærker mig og det ved jeg.
   Jeg griber dig i ryggen med mine negle, i håb om at du stopper, men i stedet tager du fat i mine hænder og nærmest vrisser at jeg ikke skal kradse dig.
   Dernæst fortsætter du og jeg prøver forgæves at stoppe dig med det ene ben...

Jeg tror ikke du kan forestille dig hvordan det føles, at føle sig taget forgivet, når et nej ikke bliver taget for et nej...
   Eller at føle sig taget så useriøst og ligegyldigt som da du fortsætter efter jeg kradser dig...
   Eller at føle magtesløsheden og det selvsvigt, når man ikke kan gøre mere og bare må ligge og give op på sig selv og sin krop...

At jeg så mit vindue var åbent, ser jeg som et mirakel, den dag i dag.
   For det var først da jeg gjorde dig opmærksom på dette at du rejste dig fra mig.
   Du tog dine ting og efter at have frarøvet mig alt, også hvad jeg ikke troede muligt, skulle du selvfølgelig også udtrykke dig verbalt om din utilfredshed ved skældsord og sure opstød.

Så tilbage, efterladt, var en skal af hvad der førhen havde været værdighed, selvrespekt, tryghed, selvkontrol, troværdighed og meget mere i form at humor og følelser.
   Jeg valgte at ringe til politiet, fordi jeg aldrig havde følt mig mere krænket og knækket.
   Og på trods af de røde mærker man fandt på min læn, ridser i mit underliv og blå mærker på begge ben, går du fri, A.
   Endda selvom dit DNA er at finde i og på mig også.
   Fordi du siger det var konsensus.

Du slettede mig på facebook, da du forlod min lejlighed, hvilket også var smart da det tog længere tid at finde dig så.
   Hver dag var nu præget af angsten og frygten for at se dig.
   Også for at leve.

Det var ikke kun dén nat jeg var ødelagt.
   Det er jeg stadig i dag, næsten 3 måneder senere.
   Hver dag er jeg en tikkende bombe af tåre og vredes udbrud.
   Hver dag ønsker jeg, at jeg helt kunne glemme hvad du gjorde ved mig, men det kan jeg ikke og da jeg fik brevet fra politiet om at du ikke ville blive dømt, brast min verden en smule mere.
   De tog kun højde for dig, så endnu engang kunne jeg forblive uhørt og overset præcist som den nat du var her.

Min psykolog spurgte mig i dag, hvad jeg ville sige til dig hvis du sad lige foran mig.
   Til at starte med svarede jeg:
   'Ingenting'
   Hun spurgte mig igen, og sagde at du ikke ville kunne afbryde mig eller svare igen.
   Med en stemme i gråd svarede jeg, at, A, jeg ville sige at:

'Du har forulempet mig og frarøvet mig mere end hvad nogen anden nogensinde kan.
   Du fortjener ikke den magt jeg har ladet dig få i mit sind,
   på trods af dette kan jeg ikke kende mig selv længere.
   Jeg forstår ikke hvem eller hvad jeg er blevet efter dette.
   Og det gør virkelig, virkelig ondt at føle sig fremmet i sin egen krop og sit eget sind'

-Gia.