Mit liv er ikke forfærdeligt, men det er heller ikke Fantastisk. Et sted der midt i mellem befinder Jeg mig. Er jeg utaknemmelig? Ligeglad? Eller er jeg blot ved at glide stille, men dybt ind i det mørke, som jeg kender så godt? Jeg går rundt der, dag ud og dag ind, griner når de andre griner, kommer med en klog bemærkning når den passer ind, smiler af de små ting, dem der gør livet værd at leve - for det skal man jo gøre, ikke? Jeg burde egentlig være glad, Jeg burde have den der følelse, hvor man mærker glæden helt ind i hjertet. jeg har da ingen grund til at være ked af det, i hvert fald ikke set udefra. Men hvad er grunden så til, at jeg, ligesom så mange andre i denne verden, ikke føler glæden... helt ind i hjertet? Jeg har jo det hele. Hver morgen står jeg op, tager del i undervisningen på sin drømmeuddannelse, bruger tid med mine venner og familie, smiler og griner. Jeg har planer for fremtiden - gode og spændende planer. Men det er bare ikke nok. Der i hjertet, der hvor jeg skulle føle glæden, der gemmer sig en klump. En stor sort klump af alt det der er galt med mig, med verden, og med den jeg ér i denne verden. Det er ikke til at sige hvor klumpen kommer fra, eller om den altid har været der - og nogle gange tænker jeg om alle mon har den. Måske er den en del af mennesket, måske skal den være der - vi er bare alle blevet så gode til at lade som om, at den ikke er der, vi smiler og opsætter facader, synker det mørke som klumpen udsender, inden vi udstøder et perfekt lille grin til den fremmede foran os i køen.
   Jeg er altid usikker når jeg er sammen med dem - fremmede. Jeg er bange for hvad de tænker om mig. Det kan være de synes jeg er lidt for tyk, at mit hår er mærkeligt, eller også synes de, at jeg er et opmærksomhedskrævende, mærkeligt menneske, grundet de mange ar mørket har efterladt på mine arme. Den sorte klump vokser med ét i mit hjerte, men jeg viser det ikke, det ville i hvert fald være dumt. Den sorte klump lever af nederlag og negative følelser, som kun bliver forstærket og værre efterhånden som den vokser sig større - det er en ond cirkel af mørk substans. Måske er det derfor, at min klump har vokset sig så stor, måske er det derfor, at jeg nu, har så svært ved at mærke andet end den. Den fylder, den klemmer og den presser - og nogle gange føler jeg, at den er ved at eksplodere der inde... i mit hjerte. Det gør ondt helt ud i kroppen, ned igennem benene og helt ud i tæerne.
   Nogle gange går jeg i stå i flere dage, når klumpen er blevet næret for meget, når jeg ikke længere kan kæmpe imod mørket - så ér jeg bare. Der, i symbiose med alt det forfærdelige, alt det, der er galt med mig, og med den jeg er. Jeg bliver ét med klumpen, kan ikke kæmpe imod... mærker bare kulden og den tomhed, der følger med den den voksende klump i mit hjerte. I den tid det varer rækker klumpen sine lange fangarme ud til hver en celle, hver en nerve i min krop, vikler sig om dem og manipulerer med alt hvad jeg føler og tænker. Jeg bliver en zombie, ligeglad og ligegyldig. Jeg lukker mig inde, står, om nødvendigt, ikke ud af sengen. Jeg drænes for energi, bare ved at ligge der, overgivet til mørket og kulden på en ellers varm sommerdag.
   På et tidspunkt bliver klumpen træt, og trækker sine fangarme til sig, nogle gange kun nogle få, andre gange dem alle. Som en kappe der bliver trukket af mig, en usynlighedskappe, der igen gør det muligt for glæden at finde mig. Klumpen fylder stadig i mit hjerte, men jeg er ikke længere fuldstændig paralyseret af mørket. Jeg mærker og føler en forandring - og igen kan jeg, i det mindste, lade som at klumpen ikke er et problem for mig. Som at vågne op fra en lang søvn bevæger jeg mig igen rundt i verden, går blandt de skræmmende fremmede, som også, hver især, kæmper med deres eget mørke.
   Der går vi, tilsyneladende tilfredse og glade, i en desperat søgen efter den der glæde... Den der kan føles helt ind i hjertet.
   De, de fremmede, har ligesom jeg alle så travlt med at opretholde deres egne facader, skabe den perfekte illusion, der skal vidne om det fantastiske liv, som de lever. Ingen tør nævne den mørke klump, så de gør alle deres bedste for at gemme den væk fra omverdenen, lade som om, at den ikke er der, og at de ikke, i større eller mindre grad, påvirkes af den. De smiler og de griner, de nikker anerkendende til naboen, hende som har styr på det hele og lever et fantastisk liv.
   De føler en lettelse over, at denne kvinde ingen anelse har om det mørke, der hersker i dem - hvad ville hun da ikke tænke? Hvordan skulle hun dog nogensinde kunne forstå?
   kvinden, hende med det fantastiske liv, nikker anerkendende tilbage, smiler et lidt for smilende smil, lukker døren bag sig, synker sammen på gulvet og lader en tåre trille ned af sin kind

- nabokvinden er mig.