Melankolien rammer mit i forvejen sorte sind. En tankestrøm erstatter den anden, en, to, tre, fire, fem og det er væk. Hele mit livsgrundlag møder Vesuvs flammehav, mit sind lysner som Nagasaki der bliver ramt af morgenens lys, the day after som de nok ville beskrive det i det store verdensbillede og her siger jeg billede fordi den store sorte verden ikke har at byde på alle de drømme, fortællinger, livshistorier som en eller anden Hollywood producer har ladet os tro gennem præcis alle 23 film han har lavet som alle har det samme manuskript og plot. Så kan det godt være at han hedder Bill i den attende film og Lars i den femte, det ændre ikke på praksissen uden substans, uden følelser, uden følelser, uden lysten til at lade mig, nej tvinge mig til at revurdere alle livsændrende valg jeg nogensinde har truffet og kommer til at træffe.

Jeg vil græde, jeg vil få en depression af den overvældende mængde af følelser og sanseindtryk. Jeg vil bukke under for presset om at blive nazist, jeg vil hade de gode af hele mit hjerte, jeg vil røres dybt inde i min følelsesløse sjæl. Jeg vil opleve en psykopats sind jeg vil tryllebindes, jeg vil elske, jeg vil miste, jeg vil dø, jeg vil genopstå og jeg vil ikke mindst kærligheden. Selvom jeg er 92,52 procent sikker på at Amor hader mig og at Hades lever dybt inde i hvad jeg tidligere beskrev som min sjæl men ved nærmere eftertanke er det nok nærmere en klat af let substans fordøjeligt børnehave modellervoks.
Jeg er træt, fundamentalt træt af at være mig, træt af at være fanget i en puppe af frygt. Jeg bilder mig selv ind at jeg er spontan hvilket i realiteten bare er et øjebliks psykopati. Eventyrlysten, de alkoholiske tendenser hvilket er en ting man jo kun siger for at lyde sej og hvor man jo fundamentalt bare lyder som en endnu større taber end man sikkert allerede er hvilket i mit tilfælde er fuldstændig spot on. Jeg bilder mig selv ind at jeg er sympatisk hvilket jeg jo når jeg står i Føtex og andre detailforretninger jo godt ved at jeg ikke er, for jeg er født med en mandlig version af "jeg er død indeni, skyd mig" ansigtet. Hvilket min moder bekræfter mig i når hun efter min hjemkomst fra dagens gymnasiale byrder, lige stiller spørgsmålet "Hvorfor ser du så sur ud?", jeg var på ingen måde sur da jeg trådte ind over dørtærsklen men jeg bliver fyldt med vrede i det øjeblik hun stiller spørgsmålet.

Jeg fyldes med skam over at fryde mig og grine af små børn der falder, hvor min moder jo er god til at minde mig om at man som et ordentligt menneske ikke griner af andres ulykke, heller ikke selvom det ligger på det der YouTube hvor andre ligesindede psykopater griner. Jeg revurderer mine livsvalg og lige meget hvor dybt jeg graver så er der intet svar. Ingen forhåbning om at alt nok skal gå, det gør det jo nok som jeg må erkende, alligevel er jeg så pladder følsom at jeg har brug for at bekræftelse fra det som mange ville kalde de nære forbindelser og det er de også, de kender mig bare ikke som jeg i realiteten gerne vil kendes. De kender ikke de komplekse tanker jeg bærer og sorger over at mit hoved er "beriget" med. Jeg er så simpel, jeg er så kompleks, ej Einstein kunne løse mig og selvfølgelig er det Einstein jeg nævner, hvilken anden matematiker er så velkendt at selv en tredje klasses "jeg lytter kun til hitlister" pige ville kunne forstå min reference. Jeg er ej kompleks, jeg er ej dyb, jeg er ej sindssyg.

Jeg er forelsket i livet, i alt hvad der rører mig, alt det levende, alt det døde, jeg er forelsket i mine klassekammerater, pige såvel dreng. Jeg er hverken homoseksuel eller biseksuel, jeg er seksuel til hele universet og jeget. Jeg har en kærlighed til verden som folk ikke ser, de kigger ikke forbi det sære, det melankolske, det psykotiske, det generte, det rebelske. Det er en belastning jeg har kæmpet med hele livet.

Jeg er forelsket.