Sommetider er den eneste måder jeg kan stoppe med at tænke på hende ved lulle mig selv hen i et psykotisk fristed for romantikere for det anser jeg mig selv som. Jeg elsker den cheasy "alt ender lykkeligt" romantik. Det er en kritiseret form for film ikke des tro mindre er det en vigtig genre. Genren som får min tilstedeværelse til at føles som et følelsesparadis, at jeg tænker på hende så tit gør ikke at jeg overrumples mindre.
Jeg er i et følelsesparadis, afsavnet er stort, følelsen af ensomhed æder sig ind, følelsen af at være et andet, et bedre, et mere komplet, et mere sympatisk individ end når jeg ej er sammen med hende. Jeg føler at forelskelsens rus og eufori er så kraftig at den skubber mig mod tvivlens brønd.

Forelsket, det er første gang at jeg har været det og første gang har haft så kraftig en følelse i kroppen i hele mit liv hvis man selvfølgelig ikke medregner mine angst år som har præget mit sind mere end jeg nogensinde kan prøve at forklare for dig kære læser, dog skal du vide at jeg aldrig har følt så stærkt for et andet menneske som for hende. Mit sind er angergiven, træt, pint af længslen efter hende. Jeg er en anden, jeg vil være en anden, hun er for god, for perfekt, jeg er hende underlegen.

Min tankestrøm er centeret omkring hende, hendes skema, hendes væsen, mit individ er ej. Jeg kan have glemt hende om et år eller et år og et år men du forstår min pointe, livet spiller et puds og lige pludselig er alt noget andet end det var før, alt er foranderligt. Jeg ser hendes næse, øjne og mund for mig, perfekt, jeg smiler, hun er finurlig, har sine finurligheder, alt sammen blandet sammen i dette dejlige væsen.

Jeg er bange, bange for at dø, bange for højder, bange for at miste mine forældre, bange for at være uden venner, dog kan disse ikke sammenlignes med min frygt for at miste hende, jeg er ængstelig for den dag hvor hun indser at hun er for god. Alt dette får mig til at lyde yderst klam og desperat, tro mig kære læser det er kun retfærdigt hvis du deler denne tanke men jeg føler det er eksistentielt vigtigt for mig at dele dette følelsesparadis, denne eufori.

Min mave spinner og slår knuder, jeg tænker på at det er lang tid siden vi sidst var sammen, nu næsten 2 uger, igen kære læser, denne passage vil måske lede dig hen mod et desperat stalker individ, tro mig jeg har samme tanke, dog vil jeg rette dit fokus mod mit savn, jeg savner hende af hele mit hjerte. Snapchat mig her og snapchat mig der, hendes ansigt og smil vil ALTID få mig til at smile og kan redde min dag men at være sammen med hende, holde hende ind til mig, kunne knytte hendes hånd og bare nyde hendes selskab kan intet socialt medie måle sig med. Det er første gang jeg føler denne eufori, den gør mig yderst ængstelig og samtidig glad fra tå til top. Mit lemme bliver fyldt med frygt, endnu en gang på bare denne dag, jeg virker så desperat, så klistrende, så træls.

Til hende; I realiteten er alt jeg prøver at sige bare tak for disse stunder og alle fremtidige, jeg sætter pris på enhver med hele mit hjerte. Undskyld for at presse på, men jeg ved ikke hvordan jeg skal fungere uden dig, du har gjort mig til mere, du har gjort mig bedre.

Tak for at have givet mig tusind grunde til at elske og endnu, ikke have mistet.