Jeg var hjemme i København på besøg. Det var i forbindelse med min mors 60 års fødselsdag. Jeg gik ned af Nørrebrogade på vej til Ydre Nørrebro, for at besøge en veninde på barsel. Jeg havde købt en ny rejsetaske. I butikken virkede den som et godt køb, men som jeg traskede af sted i uventet solskin følte jeg mig kluntet med den taske. Ikke som en international rejsende, en globetrotter, hjemvendt klogere, smartere. Ikke sådan.

Mens jeg skiftevis bar tasken i højre, så venstre hånd, hev den op over skulderen, for så at tage den i hånden igen kiggede jeg til højre over gaden og lagde mærke til den nye (er den ny?) skaterplads. Overfor Castro, Castro ligger der stadig. På fortovet kom en kondiløber i mod mig, i løbeunisexuniform, sort og stramt. Det var Adam Holm. Da vi boede i u-landet podcastede jeg altid Deadline. Jeg skulle lige til at sige hej. Han smilede idet han passerede, interesseret på en måde. Jeg sagde ikke hej, men tænkte i stedet på om Adam Holm mon er gift.

Senere, nu i Øjropa og omgivet af flydende kønsidentitet og åbne parforhold, faldt jeg over P1serien "Utro - med Adam Holm". Her fik jeg så bekræftet at Adam Holm er gift. Det er jeg også. Det er min overbo også. Lad os kalde ham, overboen, Herr Holm. Problemet er, at jeg er forelsket i Herr Holm. Det passer ikke, det ved jeg godt. Hvis jeg var 17 ville jeg tro, at det passede. Nu er jeg imidlertid 35 og ved, at jeg bare virkelig godt kunne tænke mig at knalde med Herr Holm. Det er en upassende følelse for en gift kvinde at nære for sin, gifte, overbo. Det er en ensom følelse. Derfor lytter jeg til "Utro - med Adam Holm" i stedet og venter på at denne upassende følelse går over.

I mellemtiden er vi til fødselsdag. Hun møder os i entreen og siger "Look, I'm dragging as a girl - for my birthday". Jeg smiler og siger "you look lovely, nice dress". Det er først efter at de fik børn at det er gået op for mig, at Eddas kvindelige former og sensuelle udstråling ikke betyder at det er hende der er "kvinden" i forholdet, eller det betyder i hvert fald ikke at hun er "moderen". På trods af at hun selvfølgelig er det. Biologisk, hvad betyder det, egentlig er de jo begge kvinder og mødre. I hvert fald fik det mig til at tænke på R's skamløshed, nej, mangel på skam, nej, accept af egen forfængelighed. Den selvbevidste maskuline forfængelighed, den kræver sin plads. Hvorfor har jeg så altid følt mig fremmedgjort og akavet når jeg blev konfronteret med feminin forfængelighed? Siden jeg var ret lille er jeg jo blevet trænet i at dyrke den. Trænet i at se på mig selv udefra, som en dukke der skal klædes på og have sat hår. Jeg klippede i øvrigt håret af mine dukker og malede på dem med tuscher. Ja, jeg har et røvgevir.

Det er på et sprogkursus at det pludselig begynder at dæmre for mig. Vi bliver præsenteret for en række personlige egenskaber; en øvelse i adjektiver. Klog, fornuftig, generøs, kritisk, kreativ, modig, sparsom, opmærksom, alvorlig, køn. Køn? Hvilket får mig til at tænke på: jeg kan virkelig godt lige Herr Holm. Han er høj med brede skuldre og har rodet, gråsprængt hår. Og intelligente, undvigende øjne.

Nu regner det. Meget kold, tung, grå regn. Av. Vi taler om hvorvidt vi skal tage på campingferie. Til sommer, naturligvis. Mon vores lesbiske venne-par vil med, eller hvad med overboerne? Vi overvejer Sylt, det er meget moderne. Måske møder vi Adam Holm.