Hvis i havde brug for en gratis sauna, skulle i bare have trådt ind i min lejlighed på et hvert givent tidspunkt hen over sommeren. En lille, kompakt, taglejlighed i den gamle bydel, havde vist sig at være en dødshybel. Mine naboer havde ikke brokket sig, faktisk havde de slet ikke sagt noget og jeg var på grænsen til at mistænke dem for slet ikke at kunne sproget. Hvilket måske også kunne forklare deres trivsel i den omsluttende hedebølge.
Med sådan et inferno som det var, var jeg konstant på jagt efter en god grund til at forlade hjemmet og selvom grundende til sådan et projekt var i mangel, fandt jeg alligevel ud af at jeg var ved at løbe tør for fryseposer.
Et lidt ironisk materiale at være i mangel på, men ikke desto mindre en grund til at komme ud. Jeg tog min jakke under armen, selvom jeg ikke fik brug for den og slendrede ned ad den allerede lidt køligere opgang. Der var et lækkert gennemtræk og jeg så at min underbo var ved at flytte ud; en lidt skummel fyr, der var lidt for gammel til at "rocke" springvandselastikken.
Han hilste på mig som om vi var gamle barndomsvenner, men den eneste kontakt vi nogensinde havde haft var nede i cykelskuret for nogle uger siden da han forsøgte at låse sin cykel op med den ene hånd, imens han holdte om en Føtexkøbt pizzadej i den anden.
"Det er svært at cykle med dej." havde han sagt.
Jeg havde nikket akavet og prøvet at redde den med at give udtryk for forståelse.
Han havde selv prøvet at redde den ved at gentage; "...med dej." men chancen for nogensinde at opfatte ham som et ganske normalt menneske med springvandshår, var for længst forduftet.
Nu stod dejmanden så på gangen og vinkede til mig og gjorde en stilling der lagde an til samtale. Varmen havde heldigvis/desværre frarøvet mit overskud til at opleve flere dystre sætninger fra hans læber, så mit gående tempo blev til småløb og en lille beskuelse af mit ur, selvom det var gået i stå, for at indikere at jeg havde travlt og på ingen måde havde tid til at stoppe op og snakke mere om dej.

Selvom solen bagte hårdt udenfor, var der stadig en befriende kølig brise. Føtex var det nærmeste sted af købe fryseposer. Min mission ville hurtigt være overstået, så jeg gav mig god tid, satte tempoet ned igen og håbede på at manden der havde svært ved at cykle med dej, ikke ville få øje på mig når han kørte afsted med hans første flyttelæs.
Uanset tempoet lå Føtex kun halvfjerds meter væk, så jeg var ved indgangen før jeg fik set mig om. Butikken var kølig og blev kun køligere nede ved deres kølebokse, så selvom jeg ikke var i mangel på andet end fryseposer, slendrede jeg ned og kiggede på deres kolde sortiment af kød, mælk, ost og... færdiglavet pizzadej.
Jeg fik et underligt tik omkring den venstre næsefløj, da jeg observede dejen, og mistede helt lysten til at kigge. Nu ville jeg egentlig bare gerne finde de der fryseposer.

Det var ikke til at forstå at en butik var nødt til at have et udvalg af næsten tredive forskellige slags fryseposer. Det tog mig i hvad der føltes som en uge at finde frem til dem der var flest af, til den billigste pris. Hvorfor give for mange penge for noget der alligevel bare skal opbevare noget andet som man også har givet penge for?
Der var lange køer ved de alle kasseapparaterne som der stadig var placeret mennesker ved, så jeg valgte en af robotkasserne. Af og til kan kassedamer godt virke mekaniske når de siger "Hav en fortsat god dag.", men ved disse, snart-ikke-nye-mere selvbetjeningskasser, er man ikke i tvivl om at den mekaniske hilsen ér mekanisk. Alligevel kan jeg ikke dy mig for at svare dem. Det er måske lidt akavet, men det er ikke dejmands-springvandshår-akavet.
Jeg betalte for mine fryseposer og så at kunden før mig havde efterladt sin bon. Den lille nysgerrige rebel i mig, valgte at kigge lidt på bonen. Det viste sig at der kun var blevet købt en ting; fryseposer. Endda af samme slags som mine. Først syntes jeg at det var en sjovt tilfælde og bagefter blev jeg Sherlock Holmes' oldebarn og undrede mig over hvilket underligt menneske kun tog i Føtex for at købe plastikposer. En øksemorder måske? En mand der blodigt havde hugget et lig tilpas nok i stykker til lige at kunne presse delene ned i 4. liters fryseposer?
Min dystre tanke måtte have påvirket vejret, for da jeg kom ud fra Føtex, havde det vist sig at den uskyldige og dejlige kølige brise, havde bragt en ret kraftig regnbyge med sig.
Jeg iførte mig jakken som jeg stadig havde under armen, og genoptog den hastige lunten som jeg havde brugt for at skynde mig væk fra i-ved-nok-hvem.

Henne ved opgangen til lejligheden, var der ikke længere en akavet tilstedeværelse af dejmanden. Nu var han endelig flyttet og jeg skulle ikke bekymre mig om akavede sammenstød i opgangen eller cykelskuret nogensinde igen. Jeg var fri.
Da jeg stod og famlede med nøglerne til min lejlighed, virkede dørmåtten underligt krøllet. Jeg bukkede mig ned for at rette på den og fandt noget under den, som var det sidste jeg nogensinde havde haft lyst til at finde; en færdigdej fra Føtex.