Sommeren var kommet, og mørket lagde sig som dunkelt fløjl i soveværelset. Bag lette gardiner sad min mand og jeg med læselampen tændt fordybet i hver sin bog. Solsortens aftenserenade fandt vej ind gennem det åbne vindue, og alt åndede harmoni... fred... balance...

DING DONG! DING DONG! DING DONG! Dørklokken flænsede stilheden. Himlen faldt ned på jorden!! Klokken var 21.30.
Øjenlågene var ellers begyndt at dale ned og lægge sig til rette for natten. Min mand havde ikke til sinds at stå ud af sengen, for at lukke op, så opgaven hvilede helt og holdent på mig. Jeg skyndte mig at trække en kjole over hovedet.

Uden for stod naboen iført shorts og panik i blikket.
Denne absurde kombination, og tidspunktet taget i betragtning gjorde, at jeg gik glip af hans første 2 sætninger og blev først koblet på, da jeg hørte noget om vandskade inde hos ham selv. Han skulle have lukket vandet i vejen og manglede et værktøj. Havde vi sådan et?

DYT BÅT! Tryk mig på næsen kl. 21.30 og forvent endelig, at der prompte falder et svar kørt ud på en lille hvid talon.

Jeg blev nødt til at have syn for sagn. Trådte derfor i et par træsko, og fulgte efter ham. Panikken fik ham til at hæve stemmelejet til falset, mens ordene fløj ud af ham som en mejetærsker på æter.

Der begyndte at komme lidt styr på historien, som handlede om, at deres vandrør var utæt. Jeg fik ved selvsyn set, at vandet i deres bryggers løb hurtigere og hurtigere. Han var panisk angst for, at vandtrykket ville få det til at stå op som Gefion springvandet på en god dag, og derfor skulle der lukkes for vandet i vejen. Det var her, at nøglen kom ind i billedet.

Faktisk skal man jo slet ikke rode med sådan noget selv. Det er vandværket, man omgående skal ringe til, når det foregår på den kommunale side af vandmåleren. Men det havde han ikke tid til at vente på.

Han havde fundet vandtilkoblingen i vejen, der lå mistænkelig tæt på vores matrikel.

"Ja!" pippede han "før lå det jo ude foran os i fliserne, men det har de dækket til... og nu er det væk!"

Hvem "de" var, fik jeg først opklaret langt senere, idet han mente, det var sket i forbindelse med, at der blev lagt fiberkabel ned for et par år siden.

Jeg stirrede ned i hullet, som åbenbarede sig, efter han fjernede metaldækslet. Ca. ½ meter nede fik jeg øje på en bolt, som sad på et samlerør.
"Har I sådan en tingest, der kan skrue den til?" spurgte han.

ØØøøøhhhhh...! FISK!
Men jeg foreslog forsigtigt, at han kunne forsøge sig med en topnøgle.

Det gav et ryk i ham. "Dér gav du mig en god idé" hylede han, og fejede som en tornado i Midtvesten over til garagen, der rummer hensygnende effekter fra ikke så få årtier. Tilbage igen begyndte han at skrue på bolten.
"SÅDAN!" bekendtgjorde han, mens den fik et sidste nøk. "Så skulle der være lukket!" brølede han tilbage til konen, samt de nærmeste 8 naboer, der måtte sove for åbent vindue.

En nagende tvivl begyndte at brede sig i mig. Derfor gik jeg ind i vores eget bryggers for at kontrollere, at det ikke var vores vand, han havde lukket for.
Jeg åbnede for vandhanen, der spruttede og efterfølgende afgik vandstrålen ved døden. Dermed kunne jeg bekendtgøre, at det var den forkerte hovedhane, han havde gang i.

Scenen blevet nu spillet baglæns, og dækslet lukket.

Mørket havde efterhånden sænket sig, og i astronomiske termer havde vi bevæget os fra borgerligt tusmørke til nautisk tusmørke. Man kunne stadig skelne omrids. Han forsvandt ind i huset og kom tilbage med en potageske. Med stigende panik gravede han byger af sand op fra sit fortov. Efter 10 minutters ihærdigt gravearbejde, nåede han ned til sin egen hovedledning.
Der opstod dog yderligere et problem, idet bolten sad inde under en armeret jernramme, der var støbt ned i cement. Man kunne umuligt komme til den medmindre, der blev brugt betydelig mere hårdhændede metoder end den 3 tårnede potageske hjemme fra gården.

Her gik jeg ind til mig selv. Magtede ikke at være vidne til mere.
30 min. senere hvor vi befandt os i termen astronomisk tusmørke, lå han på bare knæ med en lommelygte i munden ude på fortovet.

Det var her, jeg valgte at gå i seng.

Næste morgen da solen bragede ned over Kongeriget, kunne jeg se en bunke sand ligge på hans fortov side om side med cementbrokker og et hul til undergrunden.

Håber vandet blev lukket i tide - hunden var alene hjemme!