På min vej bor der en hund.
Den gør højt når man går forbi.
Jeg tror at den er stor. Med mange, skarpe tænder.
Den er hvertfald sort.
Den er altid ude i haven, så har ikke rigtigt set den.
Men jeg ved at den er sort, fordi jeg engang gik tæt på hegnet.
Jeg tør ikke gå på fortovet, fordi den gør så højt.
Jeg er bange for at den en dag bryder ud.
Derfor går jeg altid på den anden side, når jeg skal i skole.
Jeg går stille, for så hører den mig ikke.
Nogengange tror jeg ikke at den er der, men jeg ved det ikke.
Derfor går jeg altid på den sikre side.
Min mor siger at den er ensom, fordi ingen vil lege med den.
Jeg vil heller ikke lege med den. Den er sikkert farlig.
Engang prøvede jeg at snakke med den.
Men den gøede bare højere, så jeg blev bange.
Min mor sagde så, at man altid skal være venlig mod andre.
Også selvom de ikke er venlig mod en selv.
Så jeg vil nemlig være sød, selvom den ikke er.
Derfor kastede jeg mine chokolade-kiks ind til den i sidste uge.
Jeg tror at det virkede. Den gør ikke mere.

Ivan - 8 år.