Der er ikke noget særligt at se og høre
gøre som der gøres i dit hjem.
Når du som lille, voksende mod det større
tror at hvad der her er valgt, tænkt og gjort
bare er en gentagelse af verdenen udenfor
vil du bare gøre hvad dine skabere gør.
Du ved ikke andet og kender ingen anden fornuft.
Der er da ingen tvivl for, hvorfor skulle de være galt på den?
Men så ser du en åben plads udenfor
hvor andre med deres visdom boltrer sig.
Der må du bevise for dig selv
at hvad du ved, er som verden vil ønske det.
Og når du ser variation hos alt der røre sig
vil en følsom sjæl bøje om sig selv.
Hvad er nu denne tvivl der gennemsyre?
Alle tror på sine forældre, uden ord.
Det er bælgmørkt når du stopper en dag.
Hvad som helst må kunne sige dig hvad du ved
men du har ramt et eller andet, af egen vilje.
Som du dog tænkte på livet som et spørgsmål.
Ikke bare har andre fået tvivlen frem i dit jeg.
Dit jeg har mistet sit ords betydning.
Søgeren leder som ind i helvede.
Hvordan vil dette give sejr, med mening som præmie?
Men så, så du på et støvfnug i sollyset
og dens stille dans fik dine tanker med på rytmen.
Der var en gåde i gråd, glæde og vrede.
Om hvorfor og hvordan du så det, i mange variationer.
Den mangel på forståelse af folks gøren og valg
samlede sig i dine hænder, flere tusinde tanker i en.
Du så nu alverdens forstand, på valg og tanker,
du så hvordan alt den indlærte viden strålede fra hver en mand
Så solen skinner på hver mand i dag
du står, vil gå og vakler af sted.
Hvad er der at gøre for det humanistiske får?
Ønsk farverne tilbage til sultne øjne.
Vælg selv valg for valgets værdi.
Vedbliv den storladne fantasi.
Aldrig vend dit blik tilbage
men forglem ej de andres verden, som din.