Det er mørkt udenfor, gaderne ligger øde hen. Jeg ligger stille under disken og lytter. Forsigtigt kigger jeg hen ad gulvet. Glasskårene flyder over hele hovedindgangen, det er noget værre rod. En revolver og tre automatpistoler ligger seks meter længere fremme. Er jeg hurtig nok? Du kan godt Dana, prøver jeg at opmuntre mig selv. Tøvende kigger rundt, jeg kan ikke se nogen. Bolden er i straffesparksfeltet, den skal bare sparkes i mål. Jeg tæller langsomt ned: En. To. Tre! Jeg sætter fra og spurter. Henne i det ene hjørne står Finn. Jeg dukker hovedet og kaster mig frem mod revolveren. Mine fingre får fat i skæftet, og jeg suser videre hen ad gulvet, indtil jeg rammer muren med et brag. Finn kigger forskrækket rundt og slukker irriteret sin cigaret. Han trækker en pistol frem under læderjakken og går målretter i min retning. Hurtigt gemmer jeg mig bag en skulptur, bygningen er ikke kun en bank, det er Marc Finnigans prestigebyggeri. Han går under navnet Gribben. Hele bygningen er overdådigt pyntet med lysekroner, marmorgulve og kostbare skulpturer. Jeg vil aldrig have råd til erstatte skaderne bagefter, men det behøver jeg heldigvis ikke. Mit hjerte banker hurtigt, og jeg hiver efter vejret - bare han ikke hører mig. Jeg må koncentrer mig om mit åndedræt. Der er en lille blodpøl på marmorgulvet over det sted, hvor jeg ramte muren. Det bliver ikke svært at finde mig, han kan bare følge brødkrummerne. Finn nærmer sig, han er lige ved siden af skulpturen. Bare lidt nærmere, bare lidt, tænker jeg og spænder hver eneste muskel i min krop. Jeg har ventet på dette øjeblikke i en evighed, jeg er klar. Med min venstre hånd slår jeg ham hårdt i mellemgulvet, han bøjer sig ned i knæ og hiver efter vejret, hans tyngdepunkt er nu i knæene. Jeg efterfølger slaget med en hurtig knytnæve i kæbepartiet, jeg stopper bevægelsen og lader albuen ramme ham i baghovedet. Et brøl bryder stilheden, han er klar. Jeg fejer benene væk under ham med et spark lige under knæene; han falder sammen som en slap dukke. Han vågner ikke lige foreløbig. Jeg drejer hans tunge hoved og nikker selvtilfreds. Han har fået min autograf: et aftryk af mine knoer på hans dobbelthage. Så kan han lære det, tænker jeg og smiler for mig selv. Mærket er på størrelse med et frimærke, men det er intet i forhold til det, han fortjener. "Lad dette være en advarsel. Ingen slipper godt af sted med at forråde mig", hvisker jeg stille i hans ene øre. Jeg rejser mig op fra gulvet og putter pengene i tasken. Stille forsvinder jeg i natten, min tid er kommet.