Det var en kold decemberaften, og snefnuggene dalede ned fra himlen. Halvnøgen lå jeg ude i garagen - kun iført mine slidte knapper og lidt gaffatape. Der var ulækkert inde i garagen, og det var intet i sammenligning til den hyggelige stue. I de første to døgn havde jeg prøvet at flygte, men det var umuligt. Der var intet jeg kunne gøre, min skæbne lå ene og alene i hans hænder. Der skulle et mirakel til, hvis jeg skulle blive fundet i live. Min kropstemperatur var allerede faldet flere grader, og jeg var småt ved at være i livsfare. Hvis jeg kunne, ville jeg have skreget af smerte og lidelse, men jeg havde ingen stemme. Hele denne håbløse situation virkede så urealistisk og nedværdigende. Var det virkelig på den måde, at jeg skulle dø?

Jeg var ulykkelig. Hvor jeg dog savnede fjernsynet, stuen og varmen fra brændeovnen. Hvorfor skulle vi skilles ad? Det gav ingen mening for mig. Jeg var godt nok gammel, men jeg gjorde mit job fortrinligt. Måske var jeg blevet umoderne og kedelig med tiden som et slidt legetøj? Han havde sikkert allerede fundet sig en ny... En ung og smuk asiat, hvis jeg kendte ham rigtigt, med en let og slank krop. Jeg sukkede lydløst, hvordan kunne han gøre det imod mig? Elskede han mig overhovedet ikke? Var jeg bare endnu et nummer i rækken, han havde holdt i hånden? Gaffatapen strammede og gnavede forfærdeligt, for jeg havde været bundet i en evighed, eller sådan føltes det i hvert fald. Min tidsfornemmelse var for længst væk, og dagene var som smeltede sammen. Det ville være så dejligt at få taget tapen af, men det kunne jeg da ikke? Han havde jo sagt, at tapen holdte min krop sammen, og at uden den ville jeg falde fra hinanden. Var det en løgn, det ved jeg ikke, men hvorfor skulle han lyve? Han havde altid haft magten over mig, som en marionetdukkefører, så hvilke fordele ville det give ham, som han ikke havde i forvejen? Forhåbentligt ingen. Han kunne alligevel altid tage mig tilbage, hvis han ville og bagefter kassere mig igen. Det gjorde ingen forskel, jeg vil altid vente på ham; jeg var ikke i stand til at komme videre.

Første gang jeg mødte ham, var jeg det, som svarede til 13 menneske år. De fleste af mine venner var indvandrere, men jeg var pæredansk og stolt af det. Inden i butikken kiggede han først interesseret på min veninde frøken Phillips og prøvede at holde hende i hånden, men uden succes. De passede bare ikke sammen. Han spejdede videre rundt i lokalet og fik øje på mig. Målrettet stillede han sig ved siden af mig og beundrede mig i stilhed. Han lod sin hånd glide nedad min krop og afprøvede mine knapper. Jo, de virkede fint.
Han rørte min kolde krop og nikkede tilfredst. Han var solgt og et minut senere var jeg købt.

Med et blev der lige pludseligt lyst, og mine tanker blev afbrudt for en stund. Garagedøren var blevet åbnet på fuldt gab, og en gammel mand kom slingrende indad døren med en øldåse i hånden. Han gik lige forbi mig, men ænsede mig alligevel ikke. Han var sikkert fuld. Det lignede, at han ledte efter noget, men jeg var ligeglad. Det ravede mig en høstblomst, for han ledte jo ikke efter mig. På vejen ud af garagen stoppede han op. Et bare store grågrønne øjne stirrede intenst på mig, kunne det virkelig være rigtigt? Han lignede jo slette ikke sig selv! Det sorte krøllede hår var blevet gråt og filtret. Det havde ellers været så nydeligt, men tiden satte vel sine spor. Måske vil han tage mig tilbage og bærer mig ind i stuen igen. Kunne man være så heldig? Han tog mig i hånden og bar mig udad garagen og længere opad stien, men så drejede han! Jeg var forvirret, hvorfor drejede han af lige før huset? Hvor skulle vi hen? Efter lidt tid stoppede han helt op og holdte mig indover en skraldespand. Hvad fanden havde han gang i? Han strammede grebet om mig med sine rynkede hænder, og jeg kunne mærke hans negle borer sig i min side. Det gjorde ret ondt, men så gav han slip.

Jeg faldt! Det føltes som om, at det varede i årevis, men i virkeligheden varede det få sekunder, før jeg ramte bunden af skraldespanden. Jeg prøvede at orientere mig, men uden held. Luften flagrede forbi mig, og jeg prøvede desperat at klamre fast til noget, men der var intet. Kun tom luft. Det gik hurtigt, alt for hurtigt! Der var langt ned, men for hvert sekund kom jeg tættere og tættere på. Det måtte være en drøm! Det kunne da ikke være andet? Han vil da ikke kunne finde på at smide mig ud? Jeg ville sikkert vågne, når jeg ramte jorden. Det var bare en ond drøm. Den vil snart være overstået. Selv i drømme kan man jo ikke falde for evigt. Det var ikke så lang ned til jorden nu, jeg kunne skimte græsset. Jeg gik i panik, hvorfor vågnede jeg ikke? Jeg ville da vågne, når jeg rammer jorden ikke? Lige til det sidste blev jeg ved at gentage, den samme sætning, for mig selv igen og igen, men intet hjalp det. Jeg vågnede ikke...