Dine fødder presser sikkert mod pedalerne. Du ved de ikke glider, for du har lige købt skridsikre sko. Dit hoved føles tungt, men du har set at hvis man ikke har styrthjelm på, kan ens hoved smadre som et æg mod asfalten. Du kører hurtigt, føler du. Du tager dig ikke af, at en mand på en ganske normal cykel overhaler dig. Når man er gammel nok til at køre på motorcykel, så er man ret gammel, tænker du. Så det er du vel. Gammel nok til at stemme ved kommunalvalget og donere blod. Du har ikke tænkt dig at gøre det, men det er rart at vide du kan.
   Pludselig -
   Føles noget anderledes. Det er som om din selvsikkerhed og kontrol er suset væk med vinden og nu er det kun motorcyklen og dig. Forhjulet slingrer. Styret med. Du prøver at bremse. Baghjulet hviner, men det går ikke langsommere. Og så lystrer den pludselig alligevel. Motorcyklen stopper op. Du stopper ikke op. Du kastes forud - trodser vinden. Mod tyngdekraften; opad. I en lige bue og så ned på vejen. Du glider langt. Det er som du bliver ved og ved med at glide og dine ben, din hud, dine knogler, dit kød slides. Den ru asfalt river dig, og små fragmenter af dig ligger i et langt spor, mens resten af dig fortsætter med at glide.
   Du besvimer.

Da du igen kommer til bevidstheden ligger du i en pøl af blod. Det der før var dine ben er nu forrevne, afskårne pølseender. Blodet fosser, men du får skubbet dig op og finder hurtigt ud af, at dine ben stadig fungerer - delvist. Dine skridt er ganske vidst lidt kortere, det går lidt langsomt, men du kommer da frem. Det gør ikke rigtigt ondt, lægger du mærke til. En strøtanke du efterlader i pølen af blod. Du kigger dig omkring. Hvor er det lige du er? Du var da i Herning før, var du ikke? Det her er i hvert fald ikke Herning. Endnu en strøtanke der lander på jorden så snart den har forladt dit hoved. Men så tager du den op igen, for hvordan ved du i grunden det ikke er Herning? Dine omgivelser er ... anderledes. Før var det vist asfalt under dine fødder, men du befinder dig på en gul murstensvej. Du beslutter dig for at følge den. Det gør man jo. Du spejder mod enden: Den gule vej fortsætter så langt du kan se - den forsvinder ud i en prik i horisonten. På himlen hænger månen som du kender den, men du kender ikke helt himlen, føler du. Den ligner mest af alt et lærred hvorpå sort-hvid billeder projekteres. En bleg mand - grumset billede - tydelige øjne. Det ligner han har eyeliner om sine øjne. Atypisk. Til din ene side er træer. Til din anden side er også træer. Ikke tæt på vejen - nogle meter væk. Som om du befinder dig i en skov som alligevel ikke tør nærme sig dig. De er ellers høje - træerne. De ligner ikke den slags træer der burde være bange for noget som helst. De står godt og solidt og du mistænker at ikke engang en tyskproduceret bulldozer ville kunne vælte dem. Du ved det selvfølgelig ikke, men det tænker du. Du går rigtigt langt, synes du, men landskabet ændrer sig ikke. Træer, gul vej, træer, månen og en bleg, feminin mand der bevæger sig. Du bliver lidt træt af det hele, og drejer til venstre. Der må være noget inde i skoven. Men det er der ikke. Den bliver bare ved. Du begynder at blive sulten og skoven bliver ved. Du begynder at græde og skoven bliver ved. Dine pølsestumpeben er stoppet med at bløde og er begyndt at hele med jord og blade og bakterier i sig, men skoven bliver ved.
   Du er træt. Du lægger dig ned på tæppet af blade. Du sover. Du vågner. Du stirrer ud i mørket. Det er stadig nat. Du græder stadig. Du er stadig sulten.
   Skoven bliver stadig ved.