Følelsen af at lukke øjnene og at åbne øjnene igen og igen, det er vel så simpelt. Men hun var ikke enig. I troen på at det hele nok skulle blive bedre, jo så var hun måske enig i - men i troen på, at kamp nogle gange bedst tages alene, var hun ikke enig. Så var det altså hårdt at åbne øjnene i dag.

Hun nåede ud på gaden, selvom hun var forsinket. For i sin iver for at skabe en morgen, der skulle løse alle problemer, havde hun tabt tidsfornemmelsen en smule. Hun skulle jo planlægge tøj. Planlægge hår. Planlægge sirlig makeup, og bruge en læbestift der måske mest af alt mindede hende om gamle damer i nye klæder. Hun ville ønske, at al denne ordentlighed kunne sive ind i hende, som en creme på tør hud, og gå i blodet. Så ville alt måske blive lettere.

Gaden virkede på hende uklar. Fugtig kulde havde forplantet sig overalt, også en anelse i hende. Der var travlt - biler, cykler, mennesker, larm, fart - så hun kiggede op på himlen. Dér var alt roligt, og den gigantiske plads gjorde det let for hende at trække vejret. Med lukkede øjne kunne hun fornemme den fugtige kulde på hendes kinder, og hun tænkte på det allermindste sandkorn og de allerstørste spørgsmål. Det gjorde hun mere eller mindre hver dag, og selvom hun ikke fandt sandfærdige svar, elskede hun at stå der med hovedet oppe mod himlen.

Hun tog tilløb, slap blikket oppefra og vendte hovedet tilbage i normal position, parat til at kigge ud på verden. Et øje, to øjne, og alle indtrykkene vendte tilbage. Men hvad skulle hun med alle disse indtryk? De gav hende alle mulige ord og følelser, der opførte sig som små stød i kroppen. Under normale omstændigheder ville hun måske bare ignorere dem, glemme dem, og huske på at det var svært at åbne og lukke øjnene. Hun begyndte at gå i morgenkulden, og i stedet for at tage bussen og indgå i dens lyde af alarmer, forsatte hun forbi. Det var som om, at alle jordiske indtryk gik ind i hende og forplantede sig, men af en eller anden underlig grund gjorde det hende ikke noget. Hun nåede Botanisk Have: Et sted hun ikke havde været længe, om end hun var fast besluttet på at komme dertil lige netop i dag.

Haven sivede ud over det hele. Bladene, blomsterne, stilheden, underfundigheden, pladsen - det føltes som liv til nye celler. Solen stod virkelig skarpt, og hun satte sig på hug på den dugglatte bænk. Hun fik øje på det brogede mos mellem de ottekantede fliser. Efterfølgende mærkede hun sin rolige vejrtrækning. Hun kunne mærke sollyset ramme hende, og hun lyste igen.