Min mormor havde tre fornavne. Tre smukke gamle pigenavne. Når man siger de tre navne højt, lyder det som en lille melodi. Dadum dadadum dadadadum. Siger man navnene nok gange i træk, løsriver de sig fra min mormor, og bliver til navnene på en kvinde og en ung pige som jeg ikke kendte.
Når jeg tænker på min mormor, er det første jeg føler tryghed og nærvær. Jeg var hos hende hver dag i min barndom. Jeg har aldrig været i institution, i stedet blev jeg passet hos min mormor. Da jeg kom i skole tog jeg hjem til hende hver eftermiddag. Som teenager og voksen besøgte jeg hende så ofte, det kunne lade sig gøre. Når hverdagen blev for hård var min mormor min trygge havn. "Du ser træt ud lille ven. Hvorfor lægger du dig ikke over på sofaen og får en lille lur?" Og mens jeg lå der, kunne jeg høre hende nynne i køkkenet. Hun nynnede ofte, men altid når hun var i køkkenet.
Ubetinget kærlighed. Det var hvad hun gav mig. Og jeg tog imod. Jeg trængte så meget til tryghed og kærlighed, og hun vidste det, og hun gav mig det.
Niveacreme, pudder, saft, kringle, forklæder, kjoler, og lyden af strikkepinde der rammer hinanden. Der er så mange ting der minder mig om hende. Jeg behøver ikke fotografier for at mindes hende. Jeg kan både høre hendes stemme og se hende for mig når vi havde en af vores utallige dybe, religiøse eller filosofiske snakke. Og vi har haft utallige snakke. Vi snakkede om livet, de store og de små ting. Vi snakkede om min familie og de ting de gjorde mod mig, om mine venner, min uddannelse, min kæreste, mit første barn.
Og nu har jeg fået mit andet barn, og min mormor er død. Og jeg ville ønske, hun var her hos mig, så vi kunne snakke om hende. Om hvordan hun var som ung kvinde. Jeg ville spørge hende, hvornår hun vidste hun elskede min bedstefar. Hun var så ung da de mødte hinanden. Fik hun rejst nok, læst nok, fik hun alt det ud af livet hun ønskede sig? Og vi ville tale sammen som to voksne kvinder, der lærer hinanden at kende.