Det var blevet lidt sent, så nu gjaldt det om at liste sig ind på briksen uden at blive opdaget.
   Thormod rodede i lommen. Hvor pokker gemte den tingest sig? Sådan en lille blank nøgle kunne da ikke bare stikke af.
   Måske i den anden lomme? Nej. Bukselommerne? Nej.
   Nå, men så posen med bollerne og den halve kage, som hun havde givet ham med? Måske - nede i bunden ...
   "Nå, DER er du endelig. Hvor vover du at komme så sent? Og hvor har du været? Ja, for altså jeg ringede til Sigfred og der var du ikke. Og du havde ringet og sagt at du skulle noget andet og ..."
   Hilda spærrede døråbningen. Fyldte den ud som en kaglende ballonhøne.
   Et sted langt bag hende pippede en af hendes kyllinger. Var det mon Brian, Connie eller lille Ida?
   De var søde nok, men han gjorde alting forkert i forhold til de unger. Ligesom deres fædre havde gjort.
   Og netop det emne var Hilda nu gået i gang med.
   Bare det ikke var Virgil, der pippede. For det var jo hans eget barn. Deres barn. Hans og Hildas sløjfe på ægteskabet, Forseglingen. En guldklump.
   Bare han, Thormod Jokumsen, dog havde mod til at skubbe til ballonvulkanen der foran ham - men skulle det lykkes at få et slag ind, ville der straks blive åbnet for syndflod og skrigeri.
   "Du har en anden, din modbydelige, slimede..."
   Midt i ordhaglene trak hun sig en anelse til side.
   Vel for at han skulle komme ind i skabet, så hun kunne kvæle ham?
   ""Virgil er ked af det," sagde en ung mandestemme. Og der stod så en ung mand med røde krøller. Stod og skar en fjoget, fregnet grimasse, da han fik øje på Thormod.
   ."Gider du lige klappe i, skat?" sagde fyren så. Roligt, men myndigt.
   Og underet skete. Hilda klappede i.
   "Har du besøgt en anden kvinde, Thormod?" fortsatte fyren så.
   Og Thormod nikkede.
   "Elsker du hende den anden?"
   Og igen nikkede Thormod. For det gjorde han.
   Loftslampen i entreen blinkede og den fremmede mand smilede. Virgil puttede sig ind mod ham.
   "Så lad mig få din kone," sagde manden.
   "Tak," sagde Thormod og gik to skridt baglæns, før han vendte sig og stak i løb.

Efter en frisk spadseretur stod han foran døren med den afskallede maling. "Velkommen," stod der på måtten og under den lå nøglen
   Han listede stille ind.
   Forsigtigt lindede han på døren til soveværelset og indåndede lyden af hendes vejrtrækning.
   Hun vågnede og mumlede forsovet: "Er der noget galt, lille skat."
   "Nej, mor, " svarede Thormod.