Stilheden siver ind
ad sprækker og revner
som nattens højvande
fylder stuen op og ud.
Vi sidder stille sammen,
i den bløde brune sofa
og dagens blide blå time
lader lyset leve længe.
Får talt om det meste
fra før og fra om lidt
og i morgen og altid
ganske uden ordene.
Sær kommunikation,
almindelighedernes
trygge endeløse parade,
lit de parade måske?
Alligevel ikke sådan,
det uventede kommer,
det, vi aldrig talte om,
det, vi ikke turde høre.
Sommetider og igen
det enkle, det sande
er blot ordenes tale
helt uden brug af ord.
Ordene forvirrer,
kommer kompliceret
fragmenterer, forstyrrer
skaber forventninger.
Vi siger ingenting,
vi er, vi fornemmer
hinanden og livet
ordløs kommunikation.
En indlevet følelse
udlevet fornemmelse.
Du og jeg som det vi,
der er så langt fra alting.
Alligevel midt i Verden,
med flettede fingre
og brændende blikke
i dagens sidste blå time..