Mit navn er Olsen. Jeg har levet tre-fjerdedele en menneskealder. Folk spørger mig som regel hvad jeg laver til hverdag...
Så svarer jeg dem: "Jeg bekymrer mig."

Deres første reaktion er som oftest tavshed. Så kan man se på deres ansigtsudtryk at deres hjerne bliver sat på overarbejde for at finde på en passende kommentar til mit usædvanligt ærlige svar. Det er som regel også på dette tidspunkt at jeg har sværest ved at holde masken.

Hvad er det så som går mig på?
Tja, det samme som alle andre går og bekymrer sig om: Hvordan klarer mine børn sig, har jeg penge nok til krisetider, bliver jeg fyret, kan jeg holde slankekuren uden at falde i vandet, holder vejret til på lørdag, husker jeg mine aftaler, hvad tænker andre om mig, at skulle tale til en stor forsamling, kan jeg holde fast i mit gode helbred, osv., osv.

Apropos helbred: Jeg kendte en mand som altid gik og bekymrede sig om han ville blive alvorlig syg. Ved hver en lejlighed han fik, talte han om det. Til hans familie, venner, arbejdskollegaer, folk i bussen, på gaden, i forretningen, på skovtur, i sengen, i badet, i stuen, i køkkenet og nå ja, til lægen. Han havde aldrig fejlet mere end en snue i april og havde sådan set ingen grund til bekymring. Men alligevel kunne han ikke slippe tanken om ikke at blive gammel. Hans ører fungerede som en radar når han var sammen med andre mennesker og blev der sagt det mindste til et middagsselskab fangede han det straks og begyndte at tale om de forfærdeligste sygdomme han kendte til. Men selv når han var alene kørte tankerne inde i ham: "Hvad nu hvis jeg får en hjerneblødning, eller kommer ud for en alvorlig ulykke, eller får kræft?" Hans bekymring endte med at give ham et mavesår. Han har ikke fejlet andet siden.

Når folk er kommet sig over den første forskrækkelse på min ærlighed, kan dem som ikke allerede er gået igen, finde på at spørge mig: "Hvad laver du så i din fritid?"
Så svarer jeg dem: "I min fritid holder jeg mig fri for bekymringer så godt som jeg kan. Så har jeg nemlig fred til at pleje min skyldfølelse."

På dette tidspunkt er så godt som alle gået igen under et eller andet påskud. Men skulle der være en enkelt vildfaren sjæl som stadig er interesseret, eller som ikke har fundet noget påskud til at gå, forklarer jeg ham: Jeg sidder for mig selv og svælger i fortrydelse over de ting jeg ikke skulle have gjort. Og jeg lader mig ikke slippe for at dunke mig selv i hovedet før jeg føler mig som et bedre menneske, det vil sige aldrig.

Nej, faktisk så har jeg det helt anderledes. Jeg har selvfølgelig bekymringer og skyldfølelser som alle andre. Min bekymring sidder bare nede i den ene lilletå, mens min skyldfølelse sidder i den anden lilletå - så langt væk fra mine tanker som muligt. Får jeg nogle slemme tanker skyder jeg dem bare ned i den ene eller den anden tå, alt efter hvor de passer. Så har mit hoved plads til at tænke over hvordan jeg lever og har det her og nu, for fortiden står ikke til at ændre, kun mine evner til at gøre tingene anderledes fremefter, og fremtiden bliver hverken værre eller bedre af at jeg bekymrer mig eller har skyldfølelser.

Så hvad gør et menneske lykkeligt? En lille killing lå på gulvet og jagtede sin egen hale. En stor kat så hvad den lille killing og spurgte hvad den lavede. "Jeg har hørt at lykken findes i halen, så jeg prøver at fange den", sagde den lille killing. "Jeg tror også at lykken findes i halen", sagde den store kat. "Men jeg har fundet ud af at hvis man prøver at fange den så lykkes det ikke. Men ignorerer man den vil den altid følge en." På samme måde kan man bekymre sig om fremtiden. Man ønsker kun det bedste, men lever man sit liv ved at koncentrere sig om fremtiden, glemmer man at leve i nuet. Og kun ved at være glad og tilfreds i nuet, vil lykken følge en.