På øverste lygtetråd i et villakvarter sidder en lille svale. Den er smuk og grafisk i sin fine sorte og hvide fjerdragt. Dens lange vinger er længere end de korte og ikke så kløftet halefjer og dens hvide bryst er mere hvidt end andre svalers. Den er derfor nem at artsbestemme som en Delichon urbica, en bysvale.

Han er ældst af fem søskende. De fem er spredt for alle vinde. Alle bor de i de fjerneste egne af landet fra nord til syd, fra øst til vest. Det gamle forældre svalepar er også adskilt, det har de snart været i mange år. De har ikke forsøgt at samle familien siden de fløj fra hinanden. De er overhovedet ikke klar over hvor mange svaler der er kommet til, i familien, i de seneste år. Så nogle af svalerne er blevet landsvaler i provinsen, selv om de stadig ligner bysvaler og det derfor er tydeligt at se, at de ikke kommer fra egnen, hvor de har slået sig ned. De har alle stiftet familie, nogle er skilt igen og fundet en anden. Alle lever deres liv helt forskelligt, selv om der er en gennemgående lygte tråd i deres svaleliv. De er af samme ophav, samme blod.

Han bor i byen. Har prøvet at være landsvale, har oven i købet, engang, været gift med en ægte landsvale og de havde fået unger. Hvilke svaler blev de? Men han var fløjet hjem, da livet på landet blev ugunstigt for ham.

Det sker, at han flyver ud i landet for at besøge sine søskende. Hvis han kan huske hvor de bor. Mest for at se til om de har det godt. Han bliver sjældent så længe, bare til en lille snak om vind og vejr. Og så er han på vingerne igen.

Han nyder til enhver tid, at se det hele fra oven. Byens tage og landets smukke kurver. Se menneskene som små myrer, der render frem og tilbage i de store tuer.

Hurtigt bringer hans lange smalle svingfjer ham over land og by. Han spiser af de insekter der krydser hans vej. Han er en mester i opdrift og varme termiske vinde, at holde sig flyvende og svævende uden unødig brug af kræfter. Nu var han landet på en lygtetråd i et pænt forstads villakvarter, for at samle energi efter de mange timer i luften. Her sidder han og betragter nogle mennesker, der slår græs helt kort og klipper grønne hække helt lige.

Egentlig har han ikke sat en kurs for sin flyvning. Han flyver bare, som varme vinde nu blæser. Engang om året driver de ham helt syd på. Så vender vinden pludselig og bringer ham retur. Han flyver ofte ind i et regulært uvejr, men han undgår for alt i verden, orkanens øje. Han har været tæt på det øje mange gange og det har ofte bragt ham ud af kurs. Derfor er kursen med tiden blevet noget uinteressant, noget han ikke bruger tid på. Kursen har ikke fokus på målet, og målet er vel enden på livet.

Det er nok derfor man aldrig har hørt en enlig svale klage over at den skal dø?

"Se Far, der ligger en svale... den ser død ud". Drengen ser op på den blå himmel, hvorfra den sikkert er faldet ned fra.