Regnen trillede roligt og lydløst ned ad ruden. Hun kunne mærke den kolde rude mod sin pande. Tavs sad Maj i sit soveværelses vindueskarm. Hun kunne hører uret på væggen i køkkenet tikke, det lød så højt i hendes hoved. Hvis det ikke havde været for det tikkende ur, så virkede det som om tiden var gået fuldstændigt i stå. Alt så støvede og dødt ud i lejligheden. Selv Maj var begyndt at se støvede og grå ud. Hendes sorte rander under øjnene var blevet værre de seneste par uger, og hendes mund var konsekvent nedadgående. Hun smilede aldrig mere, heller ikke når hendes veninde Britt ringede for, at kvikke hende lidt op. Britt plejede at ringe hver morgen, det havde hun i hvert fald gjort de sidste to måneder. Så prøvede hun, at fortælle de fjollede ting hendes kæreste havde sagt eller gjort i håb om, at Maj skulle trække lidt på smilebåndet.
Men lige lidt hjalp det. Maj følte det som om en stor tung sten var bundet med gaffa tape om hendes hjerte. Som om at der var en kæmpe sten bundet med lænker om hendes fødder. Det gjorde at hun slet ikke kunne overskue noget som helst. Ikke engang at gå ned for at handle ind i Netto. Hendes køleskab lugtede stærkt råddent, og der var gigantiske nullermænd rundt omkring i hjørnerne i hendes lejlighed. Nogen gange virkede det som om, de ville overtage verdens herredømmet, så store virkede de på Maj.
Mens Maj sad og stirrede ud af vinduet, kunne hun se sin ånde dugge på glasset hver gang hun åndede ud. Det var som om der hver gang hun åndede ud, blev taget lidt mere af hende, som om hun mistede mere og mere af sig selv for hvert åndedrag. Hun følte sig så svag og opgivende.
Hun lagde mærke til, at der var en ung kvinde med sin kæreste i lejligheden lige overfor hvor hun selv sad. De fjollede rundt i stuen og drillede hinanden, mens det lignede at de skreg af grin og havde en fest. Maj kunne ikke engang fælde en tåre så svag følte hun sig. Men hun mærkede en klump i halsen og brystet. En klump som blev meget hård og føltes tung som bly inde bag hendes ribben. Tankerne tog hende tilbage til dengang for otte måneder siden hvor det havde været hende og Martin som havde fjollet rundt i lejligheden, og han havde kastet hende kærligt på sengen og kildede hende til tårerne trillede ned af hendes kinder. Det var dengang hvor de var lykkelige, hende og Martin. Dengang hvor de snakkede om hvad deres børn skulle hedde og hvilke møbler de manglede at købe i IKEA. Dengang var alt som det skulle være. Martin gjorde hende glad og han var alt det hun havde drømt om i en mand. Der manglede slet ikke noget i hendes liv. Hun var den perfekte lille husmor, der lavede sund og lækker mad til hende og Martin, og som altid gjorde rent om søndagen. Bortset fra de nætter hvor hun kunne mærke en tristhed i hendes mave, så var alting perfekt. Hun gjorde Martin lykkelig, det havde han i hvert fald fortalt hende masser af gange. At han så valgte, at slå op med hende to uger efter deres ferie til Gran Canaria med hans familie, var hende helt uforståeligt. De var jo så lykkelige.
Maj kunne mærke hendes tunge bryst hver gang hun trak vejret. Hun tænkte på bruddet med Martin, hvordan det havde føltes som om hele hendes verden var faldet sammen. Det var jo ikke bare Martin hun havde mistet, men også hele hans familie som hun gennem de sidste otte år havde følt var hendes egen.
Midt i hendes tanker, blev Maj revet ud af hendes fortid, da telefonen ringede. Hun overvejede et par sekunder om hun skulle lade hendes svarer tage imod en besked, men tog sig sammen og rakte ud efter telefonen som stod på et lille bord ved siden af vindueskarmen. Det var en mand fra ejendomsfirmaet som igen spurgte efter denne og sidste måneds husleje. Samtalen endte hurtigt, efter Maj igen sagde til manden, at hun allerede var i gang med at betale den manglende husleje. Hun lagde på, og trak vejret dybt ned i maven og udstødte en stort suk. Hvordan var hun havnet i den her situation, tænkte hun ved sig selv. Hvad var der blevet af den sprudlende pige som altid var glad og overskudsagtig? Og som aldrig i sit liv havde glemt, at betale sin husleje eller noget som helst andet? Hun sukkede atter, og lagde forsigtigt sit hoved på den kolde rude igen.
Jorden under hende var som smuldret. Alt hvad hun troede var sandt, var der sat spørgsmålstegn ved. Svigtet var som en stor tung sten i hende indre. Den fyldte så meget, at hun havde svært ved at trække vejret. Maven føltes hård, stenen voksede som om den blev fodret med gødning. Den pressede på hjertet. Og Maj blev bange for om det lille svage hjerte kunne klare det store pres som stenen lagde på det. Det var en ond sten. Den føltes mørk og rug, så den kradsede på alt det sårbare væv i kroppens indre.
Svigtet fra dem hun elskede var stor ubærlig, at hun havde lyst til at stoppe med at trække vejret. Havde hun bare den evne, ville hun slukke for knappen, til de hårdt arbejdende lunger. De der kæmpede mod stenen for at hive den ene vejrtrækning ind efter den anden.
Alt hvad hun havde troet på før hen og som havde gjort hende så lykkelig, var nu som et tæppe der var blevet revet væk under hende. Alle hendes drømme og forestillinger var som stjålet fra hende.
Hun følte vreden. Som et brændende bål der var ude af kontrol og som fortærede alt levende omkring sig, og dermed voksede sig større og større. Vreden mod Martin og hans skide hellige forældre. Der altid havde behandlet hende som en gæst. Som om hun aldrig rigtig var blevet en del af familien. Og Martin, han var slet ikke så fantastisk som han selv troede. Ham og hans fingre der altid stank af cigaretrøg efter han havde været ude og gå en tur. Hans mint tyggegummi ånde blandet med den kvælende røgdunst. Hans høje tindinger i panden der kun blev højere for hvert år de havde været sammen. Hans store næsebor der svulmede op og åbnede sig når han blev vred. Maj træk vejret så godt hun kunne for den store sten i hendes mave. Hun sad stadig i den kolde vindueskam og stirrede frem for sig ud af vinduet.
Alt det hun havde gjort for ham gennem de sidste otte år. Alle de smil og pæne grin hun havde givet ham for hans familie skyld. Alle de skjorter hun havde strøget for ham og alle de bøvser hun havde holdt inde for hans skyld, for hun var ikke en pige der gjorde sådan noget. Hvor mange gange havde hun ikke siddet til familie sammenkomster og grint af hans fars blondine jokes og smilt som den sødeste svigerdatter hun nu var. Når hun havde grint lidt af farens vittigheder, havde kigget over på Martin som sad og snakkede med en fætter eller onkel om biler eller noget i den stil.
Hvor var han utaknemmelig. Han havde jo slet ikke værdsat hende som den gode og givende kæreste hun havde været. Hun havde gjort alt for ham og hans familie. Givet alt hvad hun havde i sig for deres skyld. Og så takker han hende ved at slå op med hende efter otte år. De sidste to måneder havde føltes som år. Maj havde bemærket de sorte skygger under hendes øjne. De virkede som om de bare trak i hendes øjne, hvilket ikke var et kønt syn. Maj havde ellers altid været kendt for at se godt ud. Hun var pigen som alle fyre ville snakke med. Hende som pigerne synes var smuk. Hendes lange lyse hår som normalt sad i en smart hestehale og så sundt og flot ud, hang nu trist ned over hendes skuldre. De lyse striber var vokset så meget ud, at det uønskede leverpostejs farvede hår kom til syne. Hun væmmedes ved synet af sig selv når hun kom til at se op i spejlet over håndvasken. Hun ville ikke kendes ved denne pige i spejlet.
Det var kun en fase tænkte hun ofte. Det var kun en kort periode af hendes liv, som snart ville være glemt for altid. For snart ville Martin ringe på døren og invitere hende tilbage i sit liv. Det gav mening for Maj når hun sad der i vinduet. Det var den eneste fornuftige mulighed. Han elskede hende stadig det vidste hun. For hun elskede stadig ham. De var jo ment for hinanden. Det havde han altid sagt til hende. At hun var hans eneste ene.
- Maj tænker tilbage:
Gulvet skinnede af lak. Lugten af nymalede vægge og lofte mødte Majs næse. Hun rynkede lidt på den, som hun trådte ind af døren til det store værelse. Værelset var lyst og med altan for enden ved vinduerne. Selvom lugten ikke behagede Maj, lyste hun alligevel op i ansigtet da hun var trådt helt ind i rummet. Solen stod ind af de store vinduer, og ramte det nylakkerede plankegulv. Det var som om alting strålede og glimtede omkring hende. Og hun vidste bare, at i den lejlighed ville hende og Martin blive meget lykkelige. Deres fremtid var lige så lys og glimtende som deres nye hjem. Her skulle de leve og være glade sammen.
Maj gik videre ind i de andre rum, som strålede mere end de forrige. Den anden stue var ligeså stor som den første stue, og de to soveværelser var heller ikke små. Maj gik ind i det ene værelse, det mindste af dem alle. Hun tog en lille runde rundt i rummet. Der skulle deres første barn have sit værelse. Hun gik over til den ene væg. Her skulle den lilles seng stå. Der var masser af plads til alt det lejetøj som han eller hun ville få af sine bedsteforældre. De ville selvfølgelig forkæle den lille guldklump. Den skulle have alt hvad den ønskede sig, der måtte ikke mangle noget. Maj stod i sine egne tanker og stirrede frem for sig. Men blev vækket af sine drømme om fremtiden da Martin stak hoved ind af døren til det tomme rum. Han smilede over hele hovedet og så smask forelsket ud, som han kiggede over på Maj. Han ville bare sige, at hans far holdt nede på gaden og ventede på hende så de kunne køre. Maj smilede og gik mod Martin. Det kildede i hendes mave og hun blev næsten helt svimmel ved tanken om hvor glad hun var. Det var deres første lejlighed sammen. Det var nu det gjaldt. Nu hun skulle bevise hvor fantastisk en kæreste hun kunne være, så han aldrig gav slip på hende igen. Hun tog Martin i hånden som de gik ud af lejligheden og ned af trapperne. Han måtte aldrig gå fra hende. De var perfekte for hinanden. Han som var så flot og høj, og med en lovende fremtid foran sig. Og hun som gang på gang blev kaldt for den smukkeste pige på gymnasiet og senere på universitetet. Deres fremtid tegnede sig godt. De to sammen, Martin og Maj.
- Maj tænker tilbage:
Skulle hun mon vælge de grønne eller pastel lilla farvede viskestykker? Maj stod midt i køkkenafdelingen i Bilka. Over højtalerne blev der kaldt på Pernille til kasse 3. Maj kiggede op og så sig om efter Martin. Hvad lavede han nu den mand? Bare han ikke havde mødt en han kendte. Var det ikke i denne her Bilka hvor hans gamle veninde Maria engang eller måske stadig arbejdede? Det begyndte at gøre ondt i Majs mave. Hun begyndte at gå lidt i panik, og så sig mere omkring udenfor sektionen med køkkenmaskinerne og viskestykkerne. Maj kunne ikke se Martin nogen steder. Hun kunne mærke maven der snørede sig sammen, og koldsveden der bredte sig i hendes hænder. Havde han forladt hende? Hvordan kunne han gøre det imod hende? Hvorfor havde han ikke sagt noget?
Maj var nået til grøntafdelingen og så forvirret rundt mellem standene med gulerødder og bananer. Der stod en mørkhåret høj fyr og snakkede med en lyshåret pige, Maj kunne kun se ham bagfra, men var straks sikker på at det var Maria som Martin stod og snakkede med. De grinte højt, og han lagde sin hånd på hendes skulder. Nu havde Maj set nok, og hun gik stærkt og kontrolleret hen mod parret som intet anede om hendes nærvær. Hvad bildte Martin sig egentlig ind, at behandle Maj på den måde og så bag hendes ryg. Hun havde altid følt at Martin havde flirtet med andre piger bag hendes ryg. Men i Bilka, og når hun selv var tilstede i nærheden, det var alt for groft tænkte Maj.
Maj nåede hen til Martin og Maria og rev i Martins arm, så han forskrækket vendte sig om mod Maj. Ansigtet viste en undren og forskrækkelse, og at det faktisk slet ikke var Martin som Maj stod og holdte fast i. Det gav et stort sæt i Maj, og hun blev knald rød i hovedet.