Skulende en sidste gang
På hvad det hele handler om

Blinker jeg
Drejer hovedet
Og slukker lyset

Rettelse...
Jeg beder dem slukke lyset

Selvom jeg pludselig er mere opmærksom
På lydene fra disse vrang-vendte, kiste-lignende korridorer
Hyppigheden af kuldegysninger fra det kolde interiør

Er jeg også opmærksom på forandringerne
I hende.

For en gangs skyld ser hun okay ud

Måske er det det tunnelagtige slør
Fra mine grådfyldte øjne
Men langsomt som hun forlader mig
Forsvinder døden fra hendes skal

Med et blødt strøg

Hendes hår gror en centimeter
Hendes krakelerede læber bliver glatte
Og hendes blege ansigt får en roses glød

I sekundet bippet bliver konstant, fortryder jeg

De ikke-travle vægge
Og den ellers troværdige flade under mig
Forsvinder som horisonterne trækkes ud

Bevægelser mellem disse spejlblanke objekter deles
Ansigterne omkring mig bliver afbilledet
I blindhed.

For at drukne stilheden, brøler jeg
Frarøvet en datter

Sat fri og leveret