Isen knager under skøjterne. De sorte, blanke, knivskarpe kunstløberskøjter. Tæerne er kolde, men ellers fryser hun ikke. Solen skinner fra en næsten gennemsigtigt blå himmel. Vinden blæser jævnt fra nord. Hun får den i ryggen, da hun er kommet ud på fjorden og svinger ind mod byen. Hun har ikke været på fjorden siden dengang, men hun finder hurtigt balancen og skyder god fart.
   Det er perfekt skøjteføre. Isen er fuldkommen glat. Et fint lag vand reflekterer himlen og byen. Hun tænker nervøst på, om renden er blevet for bred. Selvom det har været nattefrost, har det tøet temmelig meget de sidste dage. Hun ser vand skvulpe i en stor våge under sig og synes pludselig, hun kan se helt ned til bunden. Hun er alene på isen. End ikke i det indhegnede område i havnen kan hun se andre skøjteløbere. Skiltene må være kommet op igen.
   Hun ser ind mod byen. Den skinner i klare farver i den lave sol. De gamle huse oppe på bakken. Domkirkens to røde tårne, der ser ud, som om de svæver over husene. På den afstand ser det idyllisk ud. Ingen sorg. Hun lukker øjnene, mærker en rød varme og duften af is. Luften føles helt ren. Uden skyld. Hun er næsten veltilpas. For første gang i fem år. Hun er klar.
   Hun sætter farten op. Hun ved godt, at det er vanvittigt, men det er det eneste, hun kan gøre. For at blive fri. Efter fem års skyldtynget, kuldslået ensomhed. Der er ingen vej tilbage nu. Friheden afhænger kun af hende selv. Og af hendes held. Nu vil hun bevise over for sig selv og verden, at det kan lade sig gøre.
   Hun nærmer sig renden. Den er heldigvis ikke så bred endnu. Det var den heller ikke dengang. Men hun ved, at isen kan være forræderisk tynd på begge sider. Det var den i hvert fald dengang. Hun bliver nødt til at sætte af i god tid. Hun må lave et helt perfekt afsæt, ligesom Marianne havde gjort dengang. Men hun må lande længere inde. Meget længere inde. Inde hvor isen er tyk nok til at bære igen.
   Nu er hun oppe på sin maksimale hastighed og så tæt på renden, som hun tør komme. Hun sætter af og føler i samme nu en voldsom glæde. Hun har fået god fart i sit spring. Føler nærmest, hun flyver hen over renden. Nu må det i bogstaveligste forstand briste eller bære. Hun er helt koncentreret om at nå så langt som muligt. Føler sig uovervindelig. Fri. Og helt i ét med bevægelsen.
   Skøjterne rammer med stor kraft isen på den anden side. Hun hører et skarpt smæld, da det ene ben giver efter, og hun falder bagover. Hovedet rammer isen. Det kolde vand. Hun ser langt ind i den blå himmel over sig. I et glimt ser hun Marianne i vandet. Efter faldet. Væddemålet. Du kan ikke. Du tør ikke. Pralhals. Bangebuks. Vandet, der strømmede ind under isen. Marianne, der var væk på et øjeblik. De fandt hende ikke, før isen smeltede. Så mørke.
   Langsomt åbner hun øjnene. Ser op i himlen. Solen skærer i øjnene, da smerterne skyder kvalmende frem fra baghovedet. Hun er isnende kold, bagsiden af kroppen helt gennemblødt af det tynde lag vand på isen. Skarpe smerter fra benet. Der er langt ind til kysten. Hun bliver liggende. Smerterne begynder langsomt at føles helt ligegyldige, og hun føler sig fuldkommen fri. Nærmest lykkelig. Marianne kunne også have klaret det. Hvis hun virkelig havde villet.
   Inden hun glider ind i mørket igen, hører hun den fjerne lyd af en ambulances sirene.