Der sker sku ikke så meget, så længe du ikke rykker dig ud af flækken, så rykker du dig ikke ud af flækken. Du bliver hængende, men så kan du hygge dig her, mens vi andre lever på den anden side af hækken.
Jeg hilser på dig når du går forbi, men jeg er egentlig helst fri. Du minder mig om en svunden tid, du minder mig om olympisk flamme, jeg troede jeg havde slukket. Du løber fra bjergryg til bjergryg i din søgen efter noget. Jeg smiler blot, minder mig selv om, at jeg skal lade hækken gro lidt højere. Så kan det være din evige søgen ikke når herind. Jeg venter et år, jeg venter to, min hæk er blevet dobbelt så høj. Konen brokker sig lidt, men hun tier, da jeg viser tænder. Det gør jeg nemlig ikke så tit. Jeg venter spændt, det er omkring nu du plejer at ramme min dal - på vej igennem.
Hver gang er det frygteligt at se din forhutlede skikkelse slæbe sig forbi, hver gang et kilo lettere. Jeg frydes og spiser en bøf til, smiler til konen, som er ved at blive kvalt i sin salat af ren forbløffelse. For satan vi har det dejligt, kunne jeg sige, og stønne af velbehag over at det er dig der stadig leder efter noget. Jeg kunne rent faktisk være lykkelig, hvis bare - hvis bare du ikke lige skulle sænke farten nok til, at jeg kunne se den altoverskyggende antydning af et lille ulvesmil på dine beskidte læber. Jeg krymper mig bare ved tanken, og putter mig ind til min forfærdede kone. Hun misforstår og tror jeg vil have sex. Hvordan i hele hule helvede skulle jeg kunne kneppe hende når mit evige spøgelse følger min mindste bevægelse. Med ulvesmilet i nakken gør jeg alligevel et forsøg, bare for at se om det kunne få mig til at glemme.
Jeg har ikke sovet de sidste to år, fordi du ikke har været her. Gud hvor jeg hader dig, men hvor fanden bliver du af? Hvad skal jeg gøre, hvis du aldrig går forbi min hæk igen? Nu er der gået to år, og jeg er ved at blive hysterisk. Jeg slog konen ihjel fordi hun så i min retning, nu er der dobbelt så mange bøffer til mig, men de mætter ikke rigtig mere. Jeg lever af had, savn og tvivl. Jeg hader dig fordi du smiler. Jeg savner dig fordi du smiler. Jeg tvivler fordi du smiler. Jeg fik dig aldrig spurgt hvordan du gør. Jeg fik det aldrig lært. Jeg var så sikker i min sag, da jeg sagde skrid. Det føltes godt et sekund, indtil du smilede, og forlod mig - lidt for let.