Jeg kan huske da flaget blafrede på halvt over en grå ubestemmelig himmel, der passede godt til asken i urnen, som passede godt smagen i min mund af nervøse smøger i rystende hænder efter samtaler, der skulle være så gode, og sætte så meget fri. Velmenende miner og halvkvædede viser, som folk, der egentlig skulle være tæt på, siger, fordi de skal sige noget. Derfor siger de, at det hele nok skal gå, og at tiden læger alle sår, og at man skal huske alt det gode, og tilbage har man jo minderne. Alt imens jeg står og føler at jeg har mere tilfælles med askehimmelen, asken i urnen og asken fra min smøg. Munden kører stadigvæk i takt med hånden, der stryger min ryg og giver mig kuldegysninger, mens jeg kigger hen ad køen af velmenende subjekter der alle skal tale i mit øre og stryge min ryg. Og jeg ved at jeg også skal nikke, hulke og sige ja på de rigtige tidspunkter for at kabalen kan gå op, præsten har jo ikke hele dagen. Der dør folk hvert minut, og jeg kan se, at han allerede er begyndt at kigge på sit ur. Endelig bliver hånden og munden færdige med at give mig kvalme. Jeg kan allerede se den næste i køen, der skal tage sig sammen til at sige de ord der skal til inden han kan komme hjem og sidde i sin stol foran sit TV, fordi der er Tour de France, og jeg tænker, at det har vi da i det mindste tilfælles.

Den gennemsigtige bil med kisten i sin bug starter, og den sorte udstødningsrøg varsler den ovn, der senere på dagen gør det af med kisten. Det får i et kort øjeblik de mimrende, velmenende, elskelige, men brækfremkaldende gæster ved denne sidste fest til at forstumme. I et kort øjeblik høres kun den dæmpede dieselmotor, flagstangsnoren og korte grådkvalte gisp og grynt, der åbenbart er desserten, der kommer efter de mange enetaler. Nu viser folk for alvor deres sidste respekt, jo mere vand, der bliver spildt, jo mere respekt.

Jeg kan huske vi sluttede af med kaffe og kage på neutral grund, mættede af at tale og lytte. Der var der en velsignet ro, kun smasken og slubren kunne høres. Folk var dygtige til at drikke deres kaffe og spise deres kage på civiliseret maner og med rettidig omhu, jeg tror endda de fleste nåede hjem, så de kunne se det sidste af etapen.

Jeg kan huske, at Floyd Landis vandt Tour de France det år

Jeg kan huske at vi fire dage senere puttede urnen i jorden. Fem mennesker omkring hullet, der var gravet i forvejen. To hænder giver slip, ingen siger noget, der var intet flag i flagstangen, men det gjorde ikke noget. Himlen var blå.