Jeg løber maraton på månen uden iltmaske, er der noget at sige til at jeg ikke kan få vejret? Jeg har lyst til at skrige og give mig selv en på bærret. Giv dig selv lidt fri fra den evindelige indre tænketank. CEPOS og de dygtige folk i Schweiz ville være misundelige på den evindelige roteren. Alpehuen er spændt, men virksomheden producerer intet. Jeg træder ind i fabrikshallen, stempler ind, trækker hjemmevandt i den slidte blå kedeldragt. Kigger op på uret, sukker kort, spænder sikkerhedsskoene og begynder rutinen - går ud på ruten. I dag er det mandag, så skal jeg forbi depotet med brændte broer og kemikalier. Jeg kigger ind på de sorte svedne konstruktioner, som hver især engang bandt to kyster sammen. Nu griber de ud efter hindanden på hver sin side, men de når aldrig hinanden igen, det sørger kemikalierne for. Jeg flytter rundt på et par ting, der kommer altid nye til og det er begyndt at blive småt med pladsen. Der er blevet produceret mange brændte broer på det sidste. For stort udbud, ingen efterspørgsel fører til ophobning. Fabrikken, der jo i udgangspunktet burde være ophavssted til produktion, som burde syde af virksomme arbejderbier, som burde pumpe industriens sorte røg ud af skorstene, er forvandlet til et mausoleum. En enlig blæsebælg holder liv i de sidste gløder. Gangene er tomme, de store haller giver genlyd når jeg går igennem med petroleumslampen i hånden. En kuldgysning skyder igennem mig, da jeg ser den sidst ankomne bro. Jeg lærer aldrig at holde af det her job. Måske er det min redning, grunden til et spinkelt håb. Jeg har aldrig lært at holde af mørket, selvom jeg har tilbragt en del tid i fabrikkens lange kælderskakter blandt mumier og edderkopper. Labyrinten er kompliceret, og jeg har tit været fanget. Været nødt til at overnatte når sporet var tabt. Det er lidt koldt og ensomt at sove på betonen, men det er ikke så slemt i den bagerste hal, hvor de rustne tønder med kærlighedserklæringer og svenske sardiner opbevares.

Højt oppe inde i fabrikkens største hal skyder en bleg lysstribe ind gennem den matterede rude. Efter ugelange arbejdsdage, hvor jeg har tumlet rundt med min vogn og min lampe i mørket, er den store hal et sikkert pejlemærke. Så ved jeg, at jeg er tæt på udgangen, og at det snart er fyraften. Jeg lever for de dage, jeg lever kun de dage. Jeg misser med øjnene selvom lyset er svagt. Årelange arbejdsdage har gjort mig blind, som en muldvarp genkender jeg ikke lyset med det samme. Har glemt hvordan det føles, hvordan det smager - jo længere jeg er i mørket ad gangen, jo sværere er det at genkende lyset igen, og jeg mistænker mig selv for at have gået forbi det, blændet af mørket. Men jeg går min gang. Stempler ud, stempler ind - hæver min løn en gang hver halve år.