Min gamle træner sidder i hjørnet, som han har gjort det så mange gange før, men gnisten er væk, og blikket i hans øjne lyver ikke. Skuffelsen lyser ud af ham, og han kigger væk da jeg prøver at fange hans blik. Vi sidder her forud for 12 runde af min karrieres 11 time, og ved begge det er slut. Man får kun én chance mod mesteren, og jeg forspildte min.
Det var tydeligt allerede i første runde, efter at vi havde vekslet den obligatoriske nedstirringskonkurrence. Han slog mig ihjel med sine øjne, og den selvtillid jeg havde brugt så lang tid på at puste op, fes ud af ballonen langsomt, men tydeligt som den varme luft den var.
Jeg stivnede, da hans læber begyndte at bevæge sig og afslørede en rå dyrisk tone, som kom fra det bageste af halsen. Kun jeg kunne høre hvad han sagde. Det var egentlig ikke det han sagde, eller måden han sagde det på, der fik mit blik til at flakke og min mave til at trække sig sammen. Det var mere det, at jeg kunne se på hans øjne, at han mente det. Han blev ved med at gentage den samme sætning igen og igen: Jeg er kommet for at slå dig ihjel, jeg er kommet for at slå dig ihjel, jeg er kommet for at slå dig ihjel....
Jeg mistede jordforbindelsen. Hans gentagne mantra fangede mig i en trancelignende tilstand, som kun blev afbrudt af klokkens kimen. Kampen var i gang. Jeg fik en brat opvågnen, da jeg mærkede vægten af det første slag. Erkendelsen af hvad der nu ville ske med mig, gjorde mig blød i knæene - på den dårlige måde, som man forbinder maveonder og feberlignende tilstande - sådan cirka det modsatte af kærlighed ved første blik.
Jeg vidste hvad manden med ilden i sine øjne kunne gøre, jeg havde set, hvad han var i stand til. Jeg havde bare aldrig forestillet mig, at han ville gøre det ved mig, men jeg vidste lige så godt som han, der var ingen vej tilbage.
Jeg havde set hammeren falde et par gange. Genkendte hans teknik med en vis stolthed. Det lange lige højre stød, som har sit udspring helt oppe ved skulderens sokkel, åbnede altid ballet. Denne aften var det altså mig der havde fået æren af at danse med den store ulv.
Et lynnedslag flår mig tilbage til nutidens barske realiteter. Den meterlange arm folder sig ud og møder min kind med en fart, som ikke er helt ulig slangens hug. Forskellen er blot, at slangen bider sig fast, og dræber dig indenfor få sekunder med sin gift. Denne dræbermaskine er langsommere, og uden slangens nænsomme berøring.
Et godstog rammer min kind hurtigere end forventet. Jeg kan høre kindbenet give efter, som lyden af to, der deler kyllingens ønskeben. Mit hoved bliver rykket bagud i en opadgående vinkel, så det er ved at lette fra selve halsens fundament.
Da chokbølgen fra det første slag har lagt sig, og mit hoved langsomt er ved at lande på sin plads, når jeg et sekund at få øjenkontakt med det sigtende øje, inden ilden blusser op. Ud af øjenkrogen kan jeg se, at en træstamme tung venstre hook allerede har fastlagt sin kurs mod min tindings blødhed. Disse hænder er varmesøgende, så jeg gør ikke engang et sidste forsøg på at undgå missilet.
Man kan nå at tænke mange ting, inden guillotinen siger farvel. Jeg gør mig klar til at forlade denne verden til tonerne af Wagners valkyrieridt, og minder mig selv om, at det hele nok skal gå, og at jeg jo alligevel tror på reinkarnation. I et kort øjeblik begynder jeg endda at glæde mig til at vågne op, genfødt som hund, som kat, som fisk, eller fugl. Mit positive sinds herlige perlerække af halv delusionelle fatamorganaer afbrydes af mit livs sidste gong gong.
Boksehandsken kæler for min kind. Trykbølgen tømmer min mund for væske. Jeg lukker instinktivt øjnene og ånder ud. Mit ansigt trækker sin sidste forvredne grimasse. Benene giver efter for dødvægten, og den før så storslåede douglasgran falder i slowmotion. Hele hallen holder vejret. Et tomt hylster af kød, blod og knogler vælter ud over kanvassen. Klokken ringer ud.